Tag: Tanker

Julehygge kræver rocker-meget overskud

Ja undskyld mig, men det synes jeg altså…

Det er rigtig dejligt, at man kan købe sig til julesmåkager, juledekorationer og risengrød på pølse. Det er nemt og det er efterhånden også helt legitimt, at man vælger de lettere løsninger.

Men hvad nu hvis man hele tiden er bagud med at købe de der skide kalendergaver? Købe pebernødderne fra Karen Volf? Eller at man næsten ikke kan tage sig sammen til at sætte 4 lys i en adventstage? For selvom det burde være ret nemt at gå til, så er det min oplevelse, at det ikke gør følelsen af stress i december meget mindre.

 

Der er kun 24 dage

til at nå det hele. 24 dage til at nå at fremskaffe julehyggen, hvordan den ellers tager sig ud i ens familie. Og i de 24 dage er der stadig vasketøj, madpakker, rengøring, job og fritidsinteresser der skal passes.

Så er der nogle tjekkede mennesker, der har styr på kalendergaver, flæskesteg, pebernødder og juletøjet allerede inden første november. For man kan jo tale for, at det ikke kan komme bag på en, at det bliver jul igen i år. Men jo, det kan det faktisk, i hvert fald hvis man mig.  Jeg ved endnu ikke hvordan, men det lykkes hvert år for mig, at blive overrasket over at det allerede er jul igen;-)

Når man sænker kravene

så skal man være opmærksom på at det har en pris. Den pris har jeg betalt i mange år. Prisen var at jeg sad efter jul og ærgrede mig over, at vi ikke havde nået at hygge med julebagning, eller at jeg ikke havde givet børnene lov til at lave deres egne juledekorationer. Jeg manglede simpelthen følelsen af JUL. Og tanken om at der nu var et år til at det blev jul igen, det gjorde mig helt trist. Så selvom jeg ikke havde stresset over julen FØR juleaften, så gav det en følelse af at ville ønske tingene var anderledes EFTER jul. Giver det mening?;-)

I år er anderledes

og det har fået mig til at tænke over, hvad det er der er anderledes. Hvorfor kunne jeg pludselig overskue at lave juledekorationer med fire børn i går eftermiddags? Vi snakker ler, gran, tingeltangel over hele spisebordet. 4 børn i alderen 3 til 10 år der skulle have hjælp til hver deres juledekoration, og vi snakker om, at jeg også havde en ambition om lige at lave en adventsdekoration selv. Det gik supernemt og det var superhyggeligt. Fra at jeg gik ud i haven og samlede ind til dekorationerne, og til der var 100% ryddet op igen (hvilket heller ikke skete førhen, oprydningen kunne nemt tage dage, for ikke at sige uger…) gik der under 2 timer!

Nu kan det så undre mig, om jeg virkelig ikke har kunne finde 2 timer de andre år? Jo selvfølgelig havde jeg kunne det, hvis jeg havde haft overskuddet til det. Men jeg har netop ikke haft mulighed for, eller vidst hvordan jeg skulle, skaffe overskud. Så jeg har kørt på pumperne og budt ind med mindst mulig indsats.

 

I år har jeg overskuddet

fordi jeg for første gang i meget lang tid, har det helt-ind-i-knoglerne-fantastisk. Det giver energi til mere at følge sine drømme. Endnu en gang ser jeg, at når jeg arbejder med mit indre, så viser det sig i det ydre. I år har jeg LYST til at julehygge. Ikke fordi jeg skal, ikke fordi jeg pludselig kan følge en plan og i særdeleshed ikke fordi det er et krav. Men fordi jeg har LYST!

I år kommer høster jeg frugterne af det arbejde, jeg har lavet de sidste par år. Det har ikke været nemt at komme hertil, men det er det hele værd. Mine børn har fået en mor, der har lyst til at skabe nogle fantastiske juleminder sammen med dem, og det er altså ret stort.

Når man ikke ved, hvad man vil være når man bliver stor

Kan du huske, at man som barn ofte blev spurgt om hvad man ville være, når man blev stor? Og her mente de voksne ikke om man ville være en fantastisk mor, en god veninde, skøn kone, et godt menneske eller andre trivialiteter. Næ nej, her mente man, hvad man havde tænkt sig at arbejde med, når man blev voksen.

Mit eget drømmejob

Jeg kan ikke huske alle mine svar, men jeg ved at de spændte vidt. Lige fra grisepasser til jordemor, fra dyrlæge til sekretær, fra ambulanceredder til dagplejemor. Men der var ikke noget, der rigtigt holdt ved.

 

 

For jeg var også enormt optaget af, om det nu var et fornuftigt job, jeg valgte. For eksempel havde jeg i mange år egen hest og red ganske meget. Når nogle spurgte, om jeg så skulle være berider, sagde jeg nej. Med den begrundelse at det jo ikke var et job, hvor man tjente ret mange penge, og man skulle også arbejde i weekenderne og og og.

I bund og grund ville jeg virkelig gerne have prøvet kræfter med berider-jobbet, men jeg var bange for, at jeg ikke var dygtig nok. Så var det nemmere at afskrive den drøm, inden jeg overhovedet havde givet den en chance. Derudover vidste jeg også, at folk omkring mig ikke så det som et rigtigt job, og i forhold til at ville stifte familie på sigt, så var det ikke det fornuftige valg. Og var der noget jeg for alvor var bange for, så var det at andre mennesker skulle dømme mig som være et “IKKE-fornuftigt og IKKE-ansvarsfuldt”-menneske. Så drømmen om at blive berider forblev en usagt drøm.

 

Men hvad så?

Jeg har altid været vildt misundelig på dem, der lagde sig fast på et drømmejob og karriere i 4.5. klasse og som rent faktisk er gået den vej.

Jeg fumlede rundt med 117 ideer, og det gør jeg vist faktisk stadigvæk;-) Jeg hadede, at jeg skulle træffe et valg om linjefag i gymnasiet (ikke at gå gymnasiet-vejen var slet ikke en mulighed i min verden, pæne piger tager en boglig uddannelse). De valg jeg traf der, ville jo få betydning for hvilke muligheder, jeg havde senere hen.

Da jeg afsluttede gymnasiet, hadede jeg tanken om, at jeg skulle vælge EN uddannelse og dermed også EN karriesti i livet. Og det var vel og mærke før uddannelsesloft og massivt pres om at vælge rigtigt i første hug. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste en del mere, om hvad jeg ikke ville.

At afprøve det hele og alligevel vælge forkert

Efter et par fjumreår valgte jeg læreruddannelsen, og det var endda på trods af, at jeg havde prøvet at være lærer med fast skema og egen klasse i 3 måneder. Jeg hadede hver dag af det studenterjob, og jeg ville ikke være lærer. Men fornuften og den pæn pige vandt. Som lærer har man nemlig gode arbejdstider. Det passer perfekt med ønsket om at stifte familie. Man tjener også okay og der er en ganske fornuftig pension med i købet. Det passer godt til tryghedsnarkomanen i mig. Man får lov at gøre en forskel for nogle mennesker, og det er måske i bund og grund det, der har gjort, at jeg alligevel ikke fortryder min læreruddannelse.

 

Når hjertet til sidst råber for højt

Efter 8 år i lærergerningen kunne jeg til sidst ikke undertrykke mig selv mere. Jeg blev nødt til at sige op og finde ud af, hvad jeg for alvor vil med det her liv.

Mange har spurgt hvad det dog var, der gjorde udslaget. I starten skød jeg skylden på skolereformen og arbejdstidsaftaler. Så skød jeg skylden på kommunen og de rammer de satte for arbejdet. Så skød jeg skylden på stress og manglende overskud til mine egne børn.

Sandheden er bare, at jeg ikke trives at skulle lave det samme dag ud og dag ind. Jeg kan faktisk godt lide at undervise, og jeg kan rigtig god lide relationen til børn og unge mennesker. Jeg ved, at jeg er ret god til begge dele også. Jeg kan ret hurtigt trylle noget brugbart ud af ærmet. Jeg kunne så at sige mit arbejde på rygraden.

Men jeg trives ikke med at være låst fast og ikke have mulighed for de 117 andre ideer, som jeg også hele tiden får. Jeg vil have friheden til at hjælpe mennesker på forskellige måder. Det er derfor, at min virksomhed både indeholder kropsterapi (med mange forskellige emner), stresscoaching, klassisk coaching og mentoring. Det er derfor, at jeg hele tiden er på udkig efter nye samarbejdspartnere, nye projekter jeg kan deltage i og nye uddannelser, jeg kan tage. Jeg vil have lidt af det hele.

Men kan man det?

 

Indtil for ganske nyligt har jeg troet på, at man skulle lægge sig fast på en hylde og så gøre sig god der. På den måde vidste man også, hvad ens arbejdsliv skulle indeholde frem til pensionen. Men hver gang tanken slog ned i mig, kunne jeg mærke maven slå knuder.

Så jeg har gjort op med den tanke. Det er jo i bund og grund mig selv, der har sat de regler op for hvordan et arbejdsliv skal se ud, og hvad det skal indeholde.

Det betyder, at jeg har min virksomhed “Hverdagssundhed”, hvor jeg er chefen, og hvor jeg står med al ansvaret, også når det ikke går helt som forventet 😉 Her kan jeg bidrage med noget af det jeg elsker, nemlig rådgivning og vejledning i forhold til kroppen og psykens samspil. Her fokus på at skabe balance og overskud i den hverdag, vi hver især er en del af.

Hverdagssundhed skal på et tidspunkt også have et onlineforløb, så du kan sidde derhjemme i ro og mag og blive klogere på hvordan du finder dit overskud og din balance i din hverdag. Derudover skal Hverdagssundhed også være forhandler af forskellige gode produkter, som kan hjælpe kroppen i balance igen.

Når nok bare ikke er nok

Men det er ikke helt nok, for jeg savner at have kollegaer, og jeg savner at lave noget, der ikke har med personlig udvikling at gøre. Jeg savner den der følelse af sammenhold, når man er en gruppe af kollegaer, der har knoklet igennem for at nå et fælles mål. Jeg savner at have nogle at grine sammen med og nogle at få nye input fra. Jeg har længe gået som katten om den varme grød, for hvordan skulle jeg kunne kombinere de ønsker, jeg har for et arbejdsliv? Og ville det ikke være lidt af et nederlag, hvis jeg tog mig et løn-arbejde et sted. For det jeg ville tage job som, ville ikke være noget, der kræver en speciel uddannelse eller anden af den viden, jeg har tilegnet mig gennem de seneste par år. Så ville det i bund og grund ikke være et trin ned af karrierestigen?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er nødt til at gribe chancen, når den byder sig. Jeg kan mærke i min mave, at tanken om selv at kunne planlægge min tid mellem klienter, online business og noget helt tredje, det gør mig fuld af godt humør.

Nyt job

I praksis betyder det, at jeg har gang i forskellige møder og samtaler med spændende folk om super gode produkter, der matcher min virksomhed. Jeg går lige om lidt i gang med at udvikle et online forløb. Jeg har godt gang i min egen virksomhed, kliniklokalet bliver efterhånden brugt en del. Og på torsdag starter jeg som cafémedarbejder på Knuthenlund 🙂 Jeg glæder mig til at skulle arbejde et sted, hvor dyrevelfærden afspejler sig direkte i de gode produkter VI (Jeps føler mig allerede som en del af teamet ;-)) sælger. Jeg glæder mig til at få fart under skoene, når det hele går stærkt. Jeg glæder mig til kollegaer og til at møde en masse skønne kunder.

Det vil ikke få betydning for min egen virksomhed, der stadig vil blive drevet på samme måde som hidtil. Jeg glæder mig til at hjælpe både gamle og nye klienter. Og lur mig om ikke at jeg vil blive ved med at få en masse nye ideer til koncepter, projekter, samarbejder mm. 🙂

Hvad med dig?

Det blev til et langt skriv om mig, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dit valg af job og karriere. Hvorfor har du valgt som du har? Trives du med det? Hvis du skulle ændre på noget, hvad skulle det så være?

Smid endelig en kommentar, det er altid så skønt at høre, hvad andre har på hjertet.

 

Kram fra Mette

 

 

 

Så hjælp mig dog!

Jeg synes det er vildt svært at bede om hjælp. Eller det vil sige, jeg kan faktisk godt bede om hjælp, men hvis ikke hjælpen kommer i samme sekund som jeg beder om den, og hvis ikke den kommer på lige den måde, jeg havde tænkt mig, så har jeg utroligt svært ved det.

Jeg kan fx godt bede min mand om at gå ud med skraldespanden og dække bord, mens jeg laver aftensmad. Jeg vil sige det sådan, at det har mere end en gang resulteret i, at jeg selv har klaret det hele…. Fordi han simpelthen var for langsom, og så kunne jeg da i øvrigt også mærke, at han ikke rigtig gad at hjælpe mig! Og skal det være på den måde, så skal jeg saftsuseme nok klare mig selv.

Manden selv siger, at det ikke passer, at han ikke ville hjælpe mig, men han havde lige noget han skulle afslutte først. I min verden er det sådan, at hvis jeg en enkelt gang imellem beder om hjælp, så skal man være hurtigere end hurtig, og allerhelst selv havde forudset det, hvis man skal nå at hjælpe mig. Hvis man er for langsom betyder det jo, at man ikke synes jeg er værd at hjælpe, og jeg skal eddermame ikke ligge nogen til last.

Lyder det fuldstændigt åndssvagt? Tja måske, men ikke desto mindre tror jeg, at vi er en del, der har det på denne her måde. Vi er pæne piger, der er vokset op med, at vi skal kunne klare os selv, og allerhelst skal vi også kunne hjælpe alle andre imens. For os ligger der en værdi i at være uafhængige af andre, og det er bl.a. den evne, der har gjort os til stærke, modige og selvstændige kvinder. Bagsiden af disse egenskaber er dog, at når vi så bliver FOR presset, så bliver det rigtig svært at være os. For der er ikke nogen, der er gode nok, værdige nok, hurtige nok til at hjælpe os, og derfor knokler vi endnu mere på og bliver endnu mere presset. Dermed bliver lunten kortere, rummeligheden mindre og stædigheden større. Det gavner hverken os selv, vores familier eller vores arbejdsliv.

Så min opfordring i dag er at prøve at have tålmodighed, næste gang du beder om hjælp. Se hvad der sker, og læn dig ind i ubehaget over at det måske ikke bliver helt efter dit hovedet, men at det så måske kan noget andet?

Bare giv dig tid og se hvad der sker:-)

 

Kram Mette

Fredagslykke

Det er freeeeedag, hvis der skulle være nogen, der ikke har opdaget det;-)

Inden længe er det weekend, og jeg glæder mig til at få samlet rødderne herhjemme, hygge med fredagsslik, hjemmelavet burgere og en god film i fjerneren. Det er dæleme længe siden, at vi sidst har haft tid til det.

Jeg elsker de fredage, hvor vi ikke har nogen planer. Det giver den skønneste start på weekenden.

Fredag er også en god dag lige at blive opmærksom på sig selv. Stille og roligt lukke ned for ugen på jobbet, og vende opmærksomheden mod hvad der gør en selv godt.

Hvad vil du gøre for dig selv i dag? Skal der motion til? Er det et langt, varmt bad med tid til cremer mm. bagefter? Er det at lave en lækker caffé latte og sætte dig i din yndlingsstol og læse lidt i en god bog? Er det et glas rødvin og manden i hånden, mens i går en lille tur rundt haven i solnedgangen og lytter til fuglenes aftensang?

Tit og ofte skal der ikke så meget til før, at det føles som den vildeste luksus, men det kræver, at du er nærværende omkring dit valg. Hvis du ikke er nærværende når du går der i haven eller står under bruseren, så opdager du nærmest ikke at du har brugt tiden på noget, der kunne have gjort dig godt.

Lad aftenen i aften være af den skønneste slags<3

Møs og kram fra Mette