Tag: egne behov

Julehygge kræver rocker-meget overskud

Ja undskyld mig, men det synes jeg altså…

Det er rigtig dejligt, at man kan købe sig til julesmåkager, juledekorationer og risengrød på pølse. Det er nemt og det er efterhånden også helt legitimt, at man vælger de lettere løsninger.

Men hvad nu hvis man hele tiden er bagud med at købe de der skide kalendergaver? Købe pebernødderne fra Karen Volf? Eller at man næsten ikke kan tage sig sammen til at sætte 4 lys i en adventstage? For selvom det burde være ret nemt at gå til, så er det min oplevelse, at det ikke gør følelsen af stress i december meget mindre.

 

Der er kun 24 dage

til at nå det hele. 24 dage til at nå at fremskaffe julehyggen, hvordan den ellers tager sig ud i ens familie. Og i de 24 dage er der stadig vasketøj, madpakker, rengøring, job og fritidsinteresser der skal passes.

Så er der nogle tjekkede mennesker, der har styr på kalendergaver, flæskesteg, pebernødder og juletøjet allerede inden første november. For man kan jo tale for, at det ikke kan komme bag på en, at det bliver jul igen i år. Men jo, det kan det faktisk, i hvert fald hvis man mig.  Jeg ved endnu ikke hvordan, men det lykkes hvert år for mig, at blive overrasket over at det allerede er jul igen;-)

Når man sænker kravene

så skal man være opmærksom på at det har en pris. Den pris har jeg betalt i mange år. Prisen var at jeg sad efter jul og ærgrede mig over, at vi ikke havde nået at hygge med julebagning, eller at jeg ikke havde givet børnene lov til at lave deres egne juledekorationer. Jeg manglede simpelthen følelsen af JUL. Og tanken om at der nu var et år til at det blev jul igen, det gjorde mig helt trist. Så selvom jeg ikke havde stresset over julen FØR juleaften, så gav det en følelse af at ville ønske tingene var anderledes EFTER jul. Giver det mening?;-)

I år er anderledes

og det har fået mig til at tænke over, hvad det er der er anderledes. Hvorfor kunne jeg pludselig overskue at lave juledekorationer med fire børn i går eftermiddags? Vi snakker ler, gran, tingeltangel over hele spisebordet. 4 børn i alderen 3 til 10 år der skulle have hjælp til hver deres juledekoration, og vi snakker om, at jeg også havde en ambition om lige at lave en adventsdekoration selv. Det gik supernemt og det var superhyggeligt. Fra at jeg gik ud i haven og samlede ind til dekorationerne, og til der var 100% ryddet op igen (hvilket heller ikke skete førhen, oprydningen kunne nemt tage dage, for ikke at sige uger…) gik der under 2 timer!

Nu kan det så undre mig, om jeg virkelig ikke har kunne finde 2 timer de andre år? Jo selvfølgelig havde jeg kunne det, hvis jeg havde haft overskuddet til det. Men jeg har netop ikke haft mulighed for, eller vidst hvordan jeg skulle, skaffe overskud. Så jeg har kørt på pumperne og budt ind med mindst mulig indsats.

 

I år har jeg overskuddet

fordi jeg for første gang i meget lang tid, har det helt-ind-i-knoglerne-fantastisk. Det giver energi til mere at følge sine drømme. Endnu en gang ser jeg, at når jeg arbejder med mit indre, så viser det sig i det ydre. I år har jeg LYST til at julehygge. Ikke fordi jeg skal, ikke fordi jeg pludselig kan følge en plan og i særdeleshed ikke fordi det er et krav. Men fordi jeg har LYST!

I år kommer høster jeg frugterne af det arbejde, jeg har lavet de sidste par år. Det har ikke været nemt at komme hertil, men det er det hele værd. Mine børn har fået en mor, der har lyst til at skabe nogle fantastiske juleminder sammen med dem, og det er altså ret stort.

Så hjælp mig dog!

Jeg synes det er vildt svært at bede om hjælp. Eller det vil sige, jeg kan faktisk godt bede om hjælp, men hvis ikke hjælpen kommer i samme sekund som jeg beder om den, og hvis ikke den kommer på lige den måde, jeg havde tænkt mig, så har jeg utroligt svært ved det.

Jeg kan fx godt bede min mand om at gå ud med skraldespanden og dække bord, mens jeg laver aftensmad. Jeg vil sige det sådan, at det har mere end en gang resulteret i, at jeg selv har klaret det hele…. Fordi han simpelthen var for langsom, og så kunne jeg da i øvrigt også mærke, at han ikke rigtig gad at hjælpe mig! Og skal det være på den måde, så skal jeg saftsuseme nok klare mig selv.

Manden selv siger, at det ikke passer, at han ikke ville hjælpe mig, men han havde lige noget han skulle afslutte først. I min verden er det sådan, at hvis jeg en enkelt gang imellem beder om hjælp, så skal man være hurtigere end hurtig, og allerhelst selv havde forudset det, hvis man skal nå at hjælpe mig. Hvis man er for langsom betyder det jo, at man ikke synes jeg er værd at hjælpe, og jeg skal eddermame ikke ligge nogen til last.

Lyder det fuldstændigt åndssvagt? Tja måske, men ikke desto mindre tror jeg, at vi er en del, der har det på denne her måde. Vi er pæne piger, der er vokset op med, at vi skal kunne klare os selv, og allerhelst skal vi også kunne hjælpe alle andre imens. For os ligger der en værdi i at være uafhængige af andre, og det er bl.a. den evne, der har gjort os til stærke, modige og selvstændige kvinder. Bagsiden af disse egenskaber er dog, at når vi så bliver FOR presset, så bliver det rigtig svært at være os. For der er ikke nogen, der er gode nok, værdige nok, hurtige nok til at hjælpe os, og derfor knokler vi endnu mere på og bliver endnu mere presset. Dermed bliver lunten kortere, rummeligheden mindre og stædigheden større. Det gavner hverken os selv, vores familier eller vores arbejdsliv.

Så min opfordring i dag er at prøve at have tålmodighed, næste gang du beder om hjælp. Se hvad der sker, og læn dig ind i ubehaget over at det måske ikke bliver helt efter dit hovedet, men at det så måske kan noget andet?

Bare giv dig tid og se hvad der sker:-)

 

Kram Mette

Bliver du selvcenteret af at lytte til dig selv?

Tænker du nogle gange, at det er noget værre fis, det der med at lytte til sine egne behov? For hvis vi alle sammen gjorde det, så ville verden være et ekstremt egoistisk sted at være? Og hvad skulle der egentlig ske med de små børn, der ikke kan klare sig selv, og hvad med kæresten, der aldrig kan finde ud dit og dat? Han/hun ville jo blive arbejdsløs/forladt/dø af sult/etc., hvis du begyndte at tage hensyn til dine egne behov.

Lad mig slå en ting fast;-) Hvis du tænker sådan, så er der ingen risiko for at du pludselig og ud af det blå fuldstændig glemmer alle omkring dig, og lader dine børn gå for lud og koldt vand uden nogen form for opmærksomhed! Du er et reflekterende og godt menneske, der vil andre det bedste. Hvorfor er det så lige, at du ikke vil dig selv det bedste? Hvorfor har DU ikke fortjent, at den person der er tættest på dig, sørger for at du får opfyldt dine behov.

Du kan jo starte i det små og prøve at tænke tilbage, hvor god er du til at opfylde de helt basale behov som din krop har? Får du vand nok HVER dag? Ikke bare noget med at “jeg drikker vist nok rigeligt med vand, jeg er i hvert fald ikke tørstig”. Men helt konkret VED du så, at du drikker min. 2 liter vand om dagen (og derudover kaffe, te mm.)?

Hvad med søvnen, får du sovet nok, så din krop kan restituere sig hver nat? Igen, ikke noget med at “jeg har vænnet mig til at sove 5-6 timer hver nat, det går fint”. NEJ, din krop har faktisk brug for søvn og hvile (og ja, her ved jeg godt, at du kan være maks udfordret, hvis du har et barn, der mener at det med at sove er stærkt overvurderet, men det er der heldigvis også råd for;-)) og 5-6 timer er for de færreste nok, også selvom at det lige i øjeblikket føles som at det går okay. Prøv at give dig selv muligheden for at sove 7-8 timer hver nat (og hvis det er helt umuligt pga. børn, så sørg for at hvile i løbet af dagen/gå tidligt i seng om aftenen) i første omgang bare en uge, du kan godt, det ved jeg 🙂  Ja jeg ved godt, at du så går glip af noget i fjernsynet eller på Facebook eller Instagram eller netaviserne eller hvad du nu bruger dine aftener på. Men tro mig, det er givet rigtig godt ud.

Du bliver ikke egoist lige med det samme, hvis du prøver at lytte til din krop i forhold til disse enkle fif til en hverdag, der er sundere og mere i kontakt med dig selv;-)

Hav den skønneste dag <3

Kram og møs fra Mette