Lidt om mig og om hvordan du ved, at det er på tide at flytte dig

Jeg sidder her i mit varme køkken med computeren foran mig og varm te i glasset ved siden af mig. Jeg nyder i den grad at have den luksus, det er ikke at være kørt af sted på job kl. 7.30 i morges. Jeg nyder, at jeg selv kan planlægge min dag og gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Men hold nu op hvor kan jeg også godt huske dengang, jeg havde et fuldtidsjob som lærer, med fast mødetid og faste opgaver hver dag mandag til fredag. Jeg kan huske hvor skønt det var at være sammen med eleverne og mine kollegaer. Jeg kan huske følelsen af at gøre en forskel i børns liv, når jeg lyttede til dem og gav dem redskaber til at gøre tingene anderledes end de plejede. Jeg kan også huske hvordan det var at skulle undervise i Natur/teknik mandag morgen eller i dansk grammatik onsdag over middag. Jeg husker alle de eftermiddage, der gik med at udfylde elevplaner, som ingen alligevel læste, og forberedelsestimer, der gik med alt muligt andet end forberedelse. Jeg savner ofte samværet med eleverne og kollegaerne, men jeg savner ikke jobbet som folkeskolelærer. Jeg tager virkelig hatten af for alle de skønne mennesker rundt omkring i landet, der brænder for deres fag, og hvor det skinner igennem, at de nyder at undervise i lige præcis ”Vandhullets liv” og i den fuldstændige umulige danske kommasætning.

Jeg brændte hverken for det ene eller det andet, og så blev det en kamp at komme igennem dagen, ugen og skoleåret. Til en start vidste jeg ikke, at det var det, der var årsagen til at jeg ikke trivedes. Jeg kunne jo godt lide at være ”på” (hvis bare man kunne leve af at undervise i noget man brændte for;-)), jeg kunne godt lide kontakten med eleverne (altså sådan noget af tiden, når jeg forstod dem…. årh for fanden altså, hvor kan børn være trælse og grænsesøgende det meste af tiden, men det siger man jo ikke højt, når man arbejder professionelt med børn) og jeg elskede at arbejde sammen med mine kollegaer (når de altså ikke lige var sygemeldt med migræne for 4. gang på en måned, og når de syntes at mine ideer var fuldstændigt fantastiske). Ofte blev det altså eleverne, kollegaerne, rammerne mm. der fik skylden for at jeg ikke trivedes.

Det er faktisk først meget for nyligt gået op for mig, at det slet ikke havde noget med det eller dem at gøre. Det hele foregik inde i mig. Jeg trivedes ikke, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det var okay at lave noget 8 timer hver dag, som jeg egentlig ikke synes var særligt fedt. Hvis man kan styre en klasse (og det kan jeg, for det synes jeg er fedt), så kan man sagtens lærer klassen om dansk grammatik (for det kan man læse op på). Men at kalde det interessant og levende undervisning, det er nok lige groft nok. Når man dag ud og dag ind skal beskæftige sig med noget, der reelt rager en høstblomst (som i kan se af mine indlæg, så interesserer jeg mig OVERHOVEDET ikke for kommaer, det tænder mig bare ikke på nogen som helst måde), så tager det altså ens energi og overskud. Så kan det godt være, at også er gode ting i jobbet, men hvis kerneopgaven dræner dig, så er det på tide at finde ud af hvad der så skal ske;-)

 

Knus og kram og ønsket om den bedste onsdag <3

Mette

En tanke om “Lidt om mig og om hvordan du ved, at det er på tide at flytte dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *