Kan man dø af kedsomhed?

Kan man dø af kedsomhed?

Jeg ved det ikke, men ifølge Soulaima Gourani, som jeg var til foredrag med i forgårs, så kan man. Hun siger, at kedsomhed slår flere mennesker ihjel end stress. Provokerende? Måske;-) Men jeg tror faktisk, at hun har fat i noget vigtigt her. For kedsomhed er jo ikke bare at sidde hjemme i sin sofa, og ikke vide hvad man skal tage sig til de næste par timer. Kedsomhed er jo også at udføre noget dag efter dag, som du ikke brænder for. Man kan nogle gange undre sig, når man kigger tilbage på sit liv, og ser hvad man har udsat sig selv for. Hvordan i hede hule helvede overlevede man så mange år i det job eller med den mand eller med de krav, man havde sat op for sig?

Soulaima påstår at kroppen er indstillet til at selvdestruere, hvis den keder sig. Det kender vi jo fra topdirektøren, der efter mange år med en hektisk hverdag pludselig skal til at være pensionist og gå derhjemme og hygge om lillemor. Nu har han al den tid i verden, han kunne ønske sig til at omplante påskeliljerne, rydde op i værkstedet og flette peddigrør. Der går ikke længe, så kan vi læse, at han er død. Barskt men ikke desto mindre noget der sker, hvis ikke føromtalte direktør er virkelig god til at sætte noget andet i stedet for sit interessante job. Hvis ikke vi holder os i gang og laver noget ,vi brænder for, så dør kroppen stille og roligt.

Og i den forbindelse får jeg lyst til at spørge dig: ”Hvornår har du sidst givet dit liv et serviceeftersyn? ” Tjekket op på om du egentlig trives med det liv du lever? Brænder du for det job, du møder ind på hver dag, og hvor du bruger en tredjedel af dit liv? Brænder du for den mand, du deler hus og hjem med? Synes du at de krav, du har sat for dig selv (alle de regler du har om at der skal vaskes tøj hver dag, i skal have varm og sund mad HVER aften, du skal løbe min. 30 km om ugen, du skal…. og du skal…..) giver dig et rigere eller mere kedeligt liv? Hvis dit liv bliver mere kedeligt af det, så er det måske på tide at gøre noget andet end du plejer;-)

Hav en skøn weekend!

Knus og kram Mette

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *