Hvad er hverdagssundhed?

Hverdagssundhed er for mig, at gøre det, der er godt for lige præcis MIN sjæl og krop, og at DU gør det der er godt for DIN sjæl og krop.

Der er virkelig meget, der kan være sundhed, og det der er det rigtige for mig, er ikke nødvendigvis det rigtige for dig. Vi kommer dog ikke uden om, at der er nogle parametre, der gælder for os alle sammen som fx motion og en kost, der indeholder de vitaminer og næringsstoffer, som en menneskekrop har brug for. De fleste af os er også snart så oplyste, at vi ved rigtig meget om sundhed, og derfor vil du ikke finde kostskabeloner, træningsplaner mm. her på min side.

Jeg tror på, at hvis vi virkelig øver os, så vil vores krop fortælle os hvad den har brug for. De fleste af os er dog ret tidligt i vores liv blevet døv overfor de signaler kroppen sender. Måske kan du huske, at du som barn ikke var mere sulten, men fik af vide at du skulle spise op, for ellers var det synd for de sultne børn i Afrika (okay, det var måske kun hjemme hos mig, at det blev sagt, but you get the picture;-)). Det gjorde i hvert fald mig døv overfor min mæthedsfornemmelse. På samme måde har du måske i flere år sovet for lidt, så derfor er du nu døv overfor dit naturlige søvnbehov.

Hverdagssundhed er derfor for mig at se, noget der for det meste bunder i vores psykiske velbefindende. Hvis vi tør at lytte efter, opdager vi måske, at der er andet end den fysiske sundhed, der trænger til en opdatering. Måske følger vi ikke vores hjerte, går ikke efter vores drømme og slæber os igennem et liv, der ikke rigtig passer til os. Hvis vi gør det, så kan vi kæmpe nok så meget med den fysiske sundhed, men jeg er ikke overbevist om, at det giver et lykkeligere liv. Man kan presse kroppen til rigtig meget, og hvis man virkelig er dygtig til at lukke af for sine følelser, kan man godt fortælle sig selv, at man da har det okay, og at det ikke kan være anderledes.

DET ER DOG IKKE SANDT! For hvis vi bliver bedre til at lytte til vores krop og sind, tror jeg på, at vores sundhed både fysisk og psykisk, vil blive forbedret helt af sig selv. Men at blive bedre til at lytte til kroppen kræver bevidsthed og træning, og så kan det godt være, at der er mange andre ting i vores psyke, der skal ryddes op i først.