Kategori: Blandet landhandel

Jeg har fundet ud af noget

Ja det har jeg altså;-) Og måske er det slet ikke særligt revolutionerende, måske har du fundet ud af det for lang tid siden.

Men jeg har opdaget hvor vigtigt det er at få sat ord på sine værdier, og ikke mindst hvor vigtigt det er at reflektere over dem og handle efter dem. Tidligere har jeg godt vidst, at jeg havde en værdi, der hedder frihed. Men hvad den indebar og hvordan jeg handlede på den, det lå lidt hen i det uvisse. Jeg kunne mærke når jeg i for lang tid ikke havde handlet på den, så satte det sig som fysiske stress-symptomer i min krop. Men når først kroppen havde reageret med stress-symptomer krævede det enormt meget styrke, at vende skuden (igen-igen).

 

Er du bevidst om hvad lykke er for dig?

Alt starter med bevidsthed

Det har i vist hørt mig prædike før;-)  Og det gør sig også gældende i forhold til vores værdier. Det er nemt at have værdier, hvis de blot er noget man slynger ud til en ansættelses-samtale eller når man snakker med veninden på en café. Men hvor tit er det lige, at de her værdier er nogle, du har reflekteret over, mærket ind i og fundet den dybere mening med? Og hvornår har du sidst betalt “prisen” for at have netop denne værdi? For hvis det virkelig er en værdi for dig, så bliver du også nødt til at betale prisen for at leve efter den en gang imellem. Hvis du ikke gør det, så er det at du ender ud i at kroppen reagerer, du længes efter noget andet,  og glæden forsvinder så småt i dit liv.

Hvad hjælper det?

Hvis en af dine vigtigste værdier er tid sammen med familien, men du bruger al din tid på arbejde og praktiske gøremål? Så bliver din sjæl ked af det, du vil langsomt med sikkert begynde at mistrives, og på et tidspunkt bliver det hele bare for meget. Måske er du slet ikke klar over, at du mangler tid sammen med mand og børn, du kan bare mærke at der er noget der ikke fungerer mere. I det stille begynder du at drømme om et helt andet liv. Du bliver lettere irriteret over manden og børnene, selvom det er dem du savner. Inde i dit hovedet bliver hverdagen en kamp og på et tidspunkt har du fået NOK! Det har mand og børn i øvrigt også, for ingen af jer trives når du går rundt i en trist sjæl og drømmer om noget helt andet.

Hvis ikke du når at blive bevidst om hvad der sker inden i dig, kan det ende med at du og manden går fra hinanden, og i en periode føles det faktisk som det helt rigtige. Nu har du 7 dage uden børn, hvor du kan give den fuld skrue på jobbet og klare alt muligt andet. Til gengæld har du 7 dage med fuld fokus på børnene. Men er det virkelig det du har lyst til? Var det det du drømte om?

 

 

Find årsagen før det er for sent

Jeg er sikker på, at vi ville kunne skabe et samfund med færre skilsmisser, færre stress-sygemeldinger og med mere trivsel, hvis vi hver især blev bedre til at mærke hvad der er vigtigt for os, og ikke mindst hvis vi begyndte at efterleve det. Det er ikke forkert at have ting der er vigtige her i livet, men det er forkert ikke at respektere det. Respekter dine værdier, respekter dig selv og skab et liv værd at leve.

 

Kram Mette

 

PS – Hvis du ønsker hjælp til at finde ud af hvad der er vigtigt for dig, og hvordan du efterlever det i praksis, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at få noget hjælp ude fra.  Vi har alle brug for at se tingene udefra en gang imellem, og hvis vi skal lave større ændringer i vores liv, kræver det oftest en der kan guide og holde os i hånden gennem processen, ellers ender vi ofte lige præcis der hvor vi startede 😉

Jeg tilbyder et mentorforløb, der fungerer som et abonnement. Det vil sige at du få bruge min hjælp, i de måneder du har brug for. Forløbet tilpasses dig og din livssituation så du hurtigst muligt kan komme nærmere det liv du drømmer om. Du kan læse mere HER

 

Jeg higer og søger…

Som Adam Oehlenschläger skrev det i 1802 i digtet om “Guldhornene”, så higer og søger jeg i øjeblikket. I “Guldhornene” søger de efter de efter guldet, efter det der skal give dem rigdom og storhed tilbage.  Det er næsten det samme jeg søger efter, Guldhornene 😉 Ikke i fysisk forstand forstå, men i mere metaforisk forstand. Jeg søger efter min passion, som er den der skal give mig rigdom og storhed. Jeg ved at det er derude 😉

Er du passioneret omkring det du laver?

Jeg læste en Gallup-undersøgelse (godt nok fra 2013, but still, mon det har ændret sig i den positive retning?) at 70% lever et liv uden passion. 70%!!! Det er edderrøgme mange! Tænk at næsten 2/3 af alle dansker står op hver morgen, går på arbejde, kommer hjem igen, laver mad, passer børnene, ser lidt TV-avis, går i seng og næste dag kører rumlen igen uden passion i livet.

For mig er passion et afgørende element i at have et godt liv. Hvor ved jeg det fra, når nu jeg leder efter den, tænker du måske? Det ved jeg, fordi at jeg til tider oplever stor passion i forhold til både det jeg arbejder med, men også i forhold til andre projekter. Jeg ved det også, fordi jeg indimellem får muligheden for at snakke med meget passionerede mennesker, og deres passion smitter i den grad. Den smitter så meget, at jeg bliver helt høj af at have været sammen med dem, og pludselig synes jeg for eksempel, at det er verdens bedste idé at importere trævarer fra Afrika, også selvom jeg aldrig har haft tanken før 😉 Du kender det måske?

Min egen passion

“Jamen du virker da så passioneret omkring din business og det laver…” siger folk jeg møder. OG ja, det er jeg også. Men jeg har også dage og perioder hvor den passion godt nok gemmer sig godt. Sådan er det nok også for andre passionerede mennesker. Det er især når det drejer sig om “rugbrødsarbejdet” at det kniber. Når jeg skal sælge mine ydelser, skaffe nye kunder, spekulere i næste uges indtægt, lave freebie til mit nyhedsbrev (som i øvrigt slet ikke eksisterer, for jeg har aldrig sendt et nyhedsbrev ud endnu, selvom man godt kan skrive sig på min liste ;-)). Lige der da mangler jeg det overordnede mål. Hvad er det jeg brænder for, hvem skal have glæde af det jeg laver udover mig selv.

Jeg har alt for længe været mere optaget af at få det godt selv, at jeg har lukket fuldstændig ned for den side i mig, der kan og skal skabe noget, der gør verdenen til et bedre sted. Noget der er større end min egen indtjening og min egen lille verden.

Som med alt andet her i livet begynder udviklingen med bevidsthed, og derfor er jeg også helt rolig nu. For i samråd med flere forskellige skønne kvinder, har jeg de sidste par dage fået stillet skarpt på det med passionen, og jeg er helt overbevidst om, at der nok skal komme noget rigtig fint ud af det. Jeg skal nok finde det, som jeg higer og søger efter.

Din passion

Hvad er du passioneret omkring? Hvem kender du, der et maks passioneret menneske? Fortæl endelig mere og smid mig gerne en kommentar hvis du eller en du kender, kunne have lyst til at snakke mere med mig om passion (jeg brygger nemlig på en idé om at undersøge passion og mønstrene bag nærmere, og til det skal jeg bruge passioneret mennesker, der vil fortælle deres historie). Jeg vil gerne inspirere med en masse viden om passion, så vi kan gøre noget ved det der tal på 70%, der lever et liv uden passion. Det er simpelthen ikke godt nok i et lille og relativt trygt land som Danmark, at vi så ikke udnytter alle de muligheder vi har, og lever lækre og passionerede liv <3

Hav den skønneste dag <3

Kram Mette

 

Slut fred med din krop…

Sådan lød overskriften på en besked jeg modtog en gang i august. Mailen kom fra Kirk Rønler der er foredragsholder, danselærinde og kåret som en af de 100 mest inspirerende kvinder i 2016 af Femina. Hun skrev, at hun var stødt på min profil flere gange, og nu ville hun invitere mig ind til sit  foredrag “Slut fred med din krop“.

Spørg lige om der var en her i huset, der hoppede op og ned og løb hujende gennem huset med armene over hovedet;-) Mand og børn kiggede undrende på mig, og de forstår nok stadig ikke hvad det gik ud på. Men for mig betød det, at det arbejde jeg lægger i min virksomhed var begyndt blive lagt mærke til, også udenfor Lollands grænser. Så selvfølgelig ville jeg komme et smut til København, og selvom jeg er rigtig godt på vej til at slutte fred med min krop, så er det jo aldrig galt at høre nye vinkler af det aspekt.

 

Hvorfor er det så svært…

Det med at slutte fred med sin krop? Hvorfor skal vi til foredrag, læse bøger og på alle mulige andre måder arbejde med os selv, for at finde fred med det hylster, vi nu en gang er blevet udstyret med?

Det kan der være rigtig mange årsager til, men der er ingen tvivl om, at de ord vi hører som barn og ungt menneske i den grad har stor betydning. Og lige præcis det kommer Kirk så fint ind på i sit foredrag. Med seriøsitet og ærlighed, humor og kærlighed fortæller hun sin egen historie og om de redskaber hun selv har brugt for at slutte fred med kroppen.

 

Med gode historier og vigtige pointer…

Formår Kirk at gøre sit foredrag til noget, der sætter en masse tanker igang. For mit eget vedkommende kunne jeg især nikke genkendende til alle de mærkelige kure, vi var på dengang i slut ’90erne – Chili, grøn te, afførringsmiddel – you name it.

Dengang som nu drejede det sig om at kunne skrue sig ned i størrelse: “den mindste voksenstørrelse, men ikke børnestørrelse… selvfølgelig”. Og den her kamp mod kiloerne har vi taget med os ind i voksenlivet. Nu hedder slankekurene noget andet, men det gør dem ikke mindre underlige 😉

Derfor er der om noget brug for at sætte fokus på hvad der ligger bag de ekstra kilo, vi synes vi har for meget på sidebenene. Kirks refleksioner over sin egen rejse med at slutte fred med kroppen, kan virkelig bruges til at sætte gang i ens egne tanker og måske være med til at skabe en forståelse af, hvorfor man ikke bare tager sig sammen… især når nu man godt ved, hvad det kræver at tabe sig de der 5-10 kilo.

 

Var det så en tur til København værd…?

JA! Jeg synes bestemt at det var værd at tage til København, for at høre Kirks foredrag. De fleste af de redskaber som Kirk selv har brugt for at slutte fred med sin krop, var ikke nye for mig. Jeg er stødt på dem alle i forbindelse med kurser, uddannelser og bøger jeg har læst, men det altid fascinerende at møde et hjertevarmt menneske, der har formået at tage sin egen medicin.

Og så lige et godt råd 😉 Hvis du skal til foredraget “Slut fred med din krop“, så und dig selv at tage med til “Sådan får du en kæreste”-foredraget. De to foredrag ligger typisk i forlængelse af hinanden, og der blev lagt op til et par saftige historier under “Slut fred med din krop”-foredraget, som jeg godt gad at have hørt afslutningen på;-)

 

Det ved jeg ikke!

Nøj hvor jeg tit hører sætningen “Det ved jeg ikke” både hos mig selv, og hos de mennesker jeg møder i min klinik.

For det er nemmere at ikke at vide det, end at dykke ned i det man ikke ved! For inderst inde så ved vi det godt. Vi ved godt om vi har lyst til frikadeller eller kødsauce. Eller reality TV eller en krimi. Vi ved også godt, hvis vi virkelig mærker efter, om vi føler os elsket eller fortabte. Men det er ikke altid særligt nemt at give udtryk for hvad vi vil og har lyst til.

Der kan der være mange grunde til…

For hvis vi udtrykker hvad vi egentlig mener, har lyst til eller vil, så sætter vi os selv lidt på spil. Så kan vi være bange for, at andre måske opfatter os som krævende (uh, det er pæne piger jo ikke, vel?), eller måske bliver vi afvist i vores ønske (uh, hvis jeg bliver afvist, så kan den anden måske ikke lide mig?), eller måske bliver vi dømt af andre (uh, hvis nogen dømmer mig, så er jeg ikke god nok!).

Når vi holder os til “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad” så gør vi det fordi vi vil passe på os selv.

 

 

Vi bliver nødt til at sige hvad vi ønsker…

For problemet er, at når vi ikke giver udtryk for vores inderste ønsker, længsler, meninger og lyster, så får vi ikke det liv vi drømmer om. Hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre?

Din partner, chef, mor, søster, veninde eller børn er IKKE tankelæsere. De ved ikke at det betyder noget for dig, at vi samles om maden fredag aften, eller at hvis du skal føle dig anerkendt, så skal der et en lille personlig hilsen til, eller at du føler dig elsket hvis de serverer morganmad på sengen. Det er altså ikke fordi, at de ikke vil dig det bedste, men DE VED DET SIMPELTHEN IKKE! For når de spørger dig, om du vil dit eller dat, så svarer du med “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad”.

Det er svært…

At mærke hvad man har lyst til, når man i mange år ikke har spurgt sig selv om det. Mange mennesker kommer til mig med et ønske om at blive gladere. Det er jo et helt fantastisk ønske, hvem vil ikke gerne hjælpe andre med at blive gladere? Hvem vil ikke gerne omgås glade mennesker?

Når jeg hører dette mål, så spørger jeg altid indtil HVAD der gør dem glade, og så kommer svaret “Det ved jeg ikke!” eller “Det var da et godt spørgsmål”(og de svarer som regel ikke på dette ellers gode spørgsmål;-)). Så hvordan skal de blive gladere, hvis de ikke ved hvad der gør dem glade?

Så hvad gør vi nu, lille du?

Hvordan øver man sig i at lære at mærke, hvad man har lyst til og brug for?

For det første vil jeg opfordre dig til at stoppe med at bruge sætninger som “Det ved jeg ikke”, “Jeg er ligeglad” eller “Det var da et godt spørgsmål (uden at komme med et svar)”. Hver gang du bruger en af disse sætninger, så stop op og mærk efter nede i maven. Spørg dig selv “Hvad har jeg lyst til?” og følg det umiddelbare svar der kommer til dig. Viser det sig, at det ikke var det du havde lyst til, så er der jo ingen skade sket.

Du kan også spørge dig selv om morgenen “hvad har jeg lyst til at tage på af tøj i dag?”, for så at mærke på tøjet, huske tilbage på hvordan du havde det sidst du havde det på, og træk vejret helt ned i maven og gå med det, der føles rigtigt, også selvom det betyder stilletter på en onsdag.

Eller du kan spørge dig selv hvad du har lyst til at spise. Ikke bare hvad din hjerne crawer, men spørg dig selv flere gange “Hvad har jeg lyst til?” “Hvad har jeg brug for at spise?” og lad så din følelse i kroppen guide dig (ikke at forveksle med hvad din hjerne fortæller dig ;-)).

Gør dig selv den tjeneste, at blive bedre til at mærke hvad DU vil, for det du sender ud, er det du får tilbage… og du gider ikke at have ligegyldighed og uvidenhed tilbage, vel;-)

 

Hav en skøn onsdag <3

Kram fra Mette

 

 

 

PS: Hvis du vil lære mere om hvordan du bliver bedre til at mærke dine behov og hvad du har lyst til, så vil jeg anbefale dig at deltage i workshoppen Hvis din hest er død, så stå af! Her kommer vi nemlig ind på, hvordan vi finder ind til hvad vi har brug for.

 

 

 

Vis lige lidt medfølelse, tak!

Hvor god er du til at vise medfølelse?

På en skal fra 1-10 hvor

1 = Medfølelse, hvad er det?

10 = OH MY GOD, jeg er det mest medfølende menneske, jeg kender 😉

Træk lige vejret dybt og mærk hvilket tal, der kommer til dig helt intuitivt.

Okay? Hvad er tallet?

 

 

Hvor tit har du de her tanker om dig selv?

Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?

Hvorfor har jeg rygrad som en kop kakaomælk?

Iiih, nu fik jeg IGEN ikke sagt fra over for chefen!

Ej men altså jeg laver da også bare fejl på fejl…

I dag så SKAL jeg altså starte den der slankekur, jeg er SÅ træt af at være så tyk!

Hvorfor finder jeg ikke bare ud af hvad det er jeg vil?

Nøj hvor er jeg træt af at jeg aldrig overholder aftaler med mig selv!

Hvorfor er jeg også så doven anlagt?

 

Så trækker du lige vejret dybt igen og mærker efter… Hvor medfølende er du når det gælder dig selv? Hvis det var din mand du snakkede sådan her til, hvor glad ville han så blive af få sådan en svada? Tror du at han ville springe op af sofaen, give dig en krammer og sige “Tak!, tak fordi du får mig til at indse hvilket sølle menneske jeg er. Det var lige det skub,jeg ventede på, nu er jeg klar til resten af mit liv at tage mig sammen og leve et fejlfrit liv”?

Nej vel? 😉 Tværtimod så vil han nok blive lidt knotten og trække sig lidt væk fra dig. Han vil måske endda sige sådan noget som “Hvorfor er du så sur?” eller “Det kan du da ikke være bekendt, jeg gør det da så godt jeg kan!” og måske er i ikke helt så gode venner de næste par timer. I hvert fald så ødelægger dine hårde ord stemningen i hjemmet for en stund

Så hvor medfølende er du egentlig… overfor dig selv?

For når du skælder dig selv ud over at du ikke tager dig sammen (eller over at du ikke overholder aftaler med dig selv, eller at du har rygrad som … mm), så er du faktisk ikke særligt medfølende.

 

Hvordan er man så medfølende?

Hvis vi slår “medfølelse” op i ordbogen, så står der at medfølelse er evnen til indlevelse i og hensyntagen til andres (egne;-)) lidelse, problemer mm.

Det vil altså sige at hvis du skal udvise medfølelse for dig selv (og andre) så skal du kunne sætte dig ind i og ikke mindst tage hensyn til det problem og den udfordring du står i. Det betyder også at du ikke skal skælde dig selv ud, for du søger at forstå HVORFOR at du agerer som du gør.

Hmm…?! Hvis man prøver at forstå hvad der ligger bag, så bliver det lidt svært at skælde ud;-)

Hvorfor medfølelse?

Fordi at når vi viser os selv medfølelse, så begynder vi stille og roligt at se det dejlige i os selv. Når vi ser det dejlige i os selv, så begynder vores selvværd at vokse. Har vi et bedre selvværd, så tiltrækker vi nemmere mere kærlighed og vi får det generelt nemmere, sjovere og lettere i livet, og det vil vi jo gerne, ik’?;-)

Når vi begynder at give slip på alt det der holder os nede, så kan vi rent kropsligt også begynde at give slip på det, der tynger os. En krop der ikke er tynget af fortidens fejl er mere rar at være i, og som sidegevinst (en ret stor en af slagsen) så er kroppen ikke når så præget af stresshormoner, og det er en stor fordel for hele vores livsstil.

 

Så vis lige lidt medfølelse, tak <3

 

Hav en skøn dag

Kram Mette

Er livet okay?

Lever du også et liv, der er okay?

Hvad er det med os danskere? Hvorfor er vi tilfredse med at livet er okay eller godt nok? Hvorfor går vi ikke efter mere end okay og godt nok?

Eller er det bare i mine ører at okay og godt nok lyder lidt fesent? Som noget man ikke rigtig gider, men gør alligevel fordi der ikke er andre alternativer. Som når man spiser en leverpostejsmad, men egentlig har lyst til sushi. Leverpostej var nemt og det var det man havde hjemme. Så i forhold til ens fysiske sult, så er leverpostejsmaden da okay, men man drømmer stadig om sushi. You get the picture 😉

Er dit liv leverpostej eller sushi?

Går du igennem livet med en følelse af, at det her er det FEDESTE EVER? Eller går du igennem livet med en følelse af, at det da er okay? Vælger du at spise den kedelige leverpostejsmad, fordi det er nemt og billigt? Eller går du efter det har lyst til, og laver din egen sushi fra bunden, selvom det er besværligt og dyrere?

Jeg er med på, at vi ikke altid kan svæve rundt på den lyserøde sky. Lykkefølelsen er flygtig og forbigående, i øvrigt ligesom alle andre følelser. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi må gøre vores bedste for at få mest muligt ud af den tid vi er her.

Hvor længe har du tilbage?

Vi ved heldigvis ikke hvor sandet i vores eget timeglas rinder ud. Men hvis vi for en stund skulle lege med tanken om, at der kun var et år tilbage? Ville du så gå på arbejde i morgen? Ville du fortsætte med at leve lige præcis det liv, du lever lige nu? Hvis nej, hvad ville du ændre?

Vi kan også forestille os, at der er 5 år tilbage, ville det ændre noget? Hvad vil du udrette, hvis du har 5 år tilbage af livet?

If it’s not a HELL YES, it’s a NO

Jeg læste ovenstående citat for noget tid siden, og det bliver ved med at vende tilbage til mig. Det er nok fordi, at jeg har brug for at høre de ord, tror jeg. Jeg har brug for at blive mindet om, at jeg har ansvaret for det liv, som jeg lever. Det er mig, der siger ja (og nogle gange nej ;-)) til det, som mit liv består af.

 

 

 

Man må gerne øve sig

Ligesom med alle andre ting her i livet, så kræver det øvelse at blive god. Jeg øver mig stadig i at mærke efter om noget er et HELL YES. Nogle gange lykkes det at mærke efter og sige til og fra på de rigtige tidspunkter, andre gange ryger jeg lige tilbage i “det er da okay”. Det sker især, når det har konsekvenser for mig, at gå efter HELL YES. Når det betyder noget i forhold til min relation til andre mennesker (eller min relation til min bankkonto :-D).

Men hver gang det lykkes at vælge noget fra, der bare er okay, giver jeg plads til noget som er HELL YES.

Hvad kunne du med fordel vælge fra, som er okay? Og hvad ville du vælge i stedet?

 

Hav en skøn aften

Kram fra Mette

Hverdagssundhed eller hvad?

Jeg har længe gået rundt og haft det svært med navnet på min virksomhed og siden her. ”Hverdagssundhed.dk” Hmmm, hvad er det egentlig? Og er det overhovedet mig?

Jeg bliver ved med at hænge fast i ordet sundhed som noget, der har med kostrestriktioner og hardcore træningsplaner at gøre. Det er som regel også det første, jeg bliver spurgt om når folk, der ikke kender til mig, hører navnet. ”Nå, så laver du kostplaner og sådan noget” spørger de. Og der må jeg bare skuffe;-) Det gør jeg ikke, og det kommer jeg heller aldrig til. Der findes så mange andre dygtige mennesker ude i det danske land, der gør det i det. Folk der er i stand til at følge deres egne planer, og lever et super sundt liv, der garanteret gør dem i stand til at leve, til de bliver mindst 110 år;-) Den del af befolkningen tilhører jeg ikke. Jeg er ikke i stand til at følge en plan, endsige selv lave OG følge min egen plan. Jeg kan ikke en gang følge planen bag på en pakke Knorr Lasagene, så de gange jeg har forsøgt mig med en kost- eller motionsplan, er det gået en helt anden vej i løbet af 48 timer;-)  

Men det jeg er god til, det er at skabe en hverdag, der giver glæde, trivsel og som er sjov at være i. For mig betyder det lige dele motion og sofatid, lige dele broccoli og chokolade (who am I kidding, har sgu da aldrig spist lige så meget broccoli som chokolade, but you get the picture;-)) og flere positive vendinger om mig selv og mit liv end negative. Men er det nok til at slå sig ned på et begreb som ”hverdagssundhed”? Jeg er stadig i tvivl, om det er det rette for mig. Måske jeg snart finder på et nyt navn eller finder en ro i at sundhed kan være andet end kogt kylling og Ironmans.

Lidt søndagstanker fra mig;-) Hav den skønneste eftermiddag.

Kram Mette

Kan man dø af kedsomhed?

Kan man dø af kedsomhed?

Jeg ved det ikke, men ifølge Soulaima Gourani, som jeg var til foredrag med i forgårs, så kan man. Hun siger, at kedsomhed slår flere mennesker ihjel end stress. Provokerende? Måske;-) Men jeg tror faktisk, at hun har fat i noget vigtigt her. For kedsomhed er jo ikke bare at sidde hjemme i sin sofa, og ikke vide hvad man skal tage sig til de næste par timer. Kedsomhed er jo også at udføre noget dag efter dag, som du ikke brænder for. Man kan nogle gange undre sig, når man kigger tilbage på sit liv, og ser hvad man har udsat sig selv for. Hvordan i hede hule helvede overlevede man så mange år i det job eller med den mand eller med de krav, man havde sat op for sig?

Soulaima påstår at kroppen er indstillet til at selvdestruere, hvis den keder sig. Det kender vi jo fra topdirektøren, der efter mange år med en hektisk hverdag pludselig skal til at være pensionist og gå derhjemme og hygge om lillemor. Nu har han al den tid i verden, han kunne ønske sig til at omplante påskeliljerne, rydde op i værkstedet og flette peddigrør. Der går ikke længe, så kan vi læse, at han er død. Barskt men ikke desto mindre noget der sker, hvis ikke føromtalte direktør er virkelig god til at sætte noget andet i stedet for sit interessante job. Hvis ikke vi holder os i gang og laver noget ,vi brænder for, så dør kroppen stille og roligt.

Og i den forbindelse får jeg lyst til at spørge dig: ”Hvornår har du sidst givet dit liv et serviceeftersyn? ” Tjekket op på om du egentlig trives med det liv du lever? Brænder du for det job, du møder ind på hver dag, og hvor du bruger en tredjedel af dit liv? Brænder du for den mand, du deler hus og hjem med? Synes du at de krav, du har sat for dig selv (alle de regler du har om at der skal vaskes tøj hver dag, i skal have varm og sund mad HVER aften, du skal løbe min. 30 km om ugen, du skal…. og du skal…..) giver dig et rigere eller mere kedeligt liv? Hvis dit liv bliver mere kedeligt af det, så er det måske på tide at gøre noget andet end du plejer;-)

Hav en skøn weekend!

Knus og kram Mette

 

Lidt om mig og om hvordan du ved, at det er på tide at flytte dig

Jeg sidder her i mit varme køkken med computeren foran mig og varm te i glasset ved siden af mig. Jeg nyder i den grad at have den luksus, det er ikke at være kørt af sted på job kl. 7.30 i morges. Jeg nyder, at jeg selv kan planlægge min dag og gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Men hold nu op hvor kan jeg også godt huske dengang, jeg havde et fuldtidsjob som lærer, med fast mødetid og faste opgaver hver dag mandag til fredag. Jeg kan huske hvor skønt det var at være sammen med eleverne og mine kollegaer. Jeg kan huske følelsen af at gøre en forskel i børns liv, når jeg lyttede til dem og gav dem redskaber til at gøre tingene anderledes end de plejede. Jeg kan også huske hvordan det var at skulle undervise i Natur/teknik mandag morgen eller i dansk grammatik onsdag over middag. Jeg husker alle de eftermiddage, der gik med at udfylde elevplaner, som ingen alligevel læste, og forberedelsestimer, der gik med alt muligt andet end forberedelse. Jeg savner ofte samværet med eleverne og kollegaerne, men jeg savner ikke jobbet som folkeskolelærer. Jeg tager virkelig hatten af for alle de skønne mennesker rundt omkring i landet, der brænder for deres fag, og hvor det skinner igennem, at de nyder at undervise i lige præcis ”Vandhullets liv” og i den fuldstændige umulige danske kommasætning.

Jeg brændte hverken for det ene eller det andet, og så blev det en kamp at komme igennem dagen, ugen og skoleåret. Til en start vidste jeg ikke, at det var det, der var årsagen til at jeg ikke trivedes. Jeg kunne jo godt lide at være ”på” (hvis bare man kunne leve af at undervise i noget man brændte for;-)), jeg kunne godt lide kontakten med eleverne (altså sådan noget af tiden, når jeg forstod dem…. årh for fanden altså, hvor kan børn være trælse og grænsesøgende det meste af tiden, men det siger man jo ikke højt, når man arbejder professionelt med børn) og jeg elskede at arbejde sammen med mine kollegaer (når de altså ikke lige var sygemeldt med migræne for 4. gang på en måned, og når de syntes at mine ideer var fuldstændigt fantastiske). Ofte blev det altså eleverne, kollegaerne, rammerne mm. der fik skylden for at jeg ikke trivedes.

Det er faktisk først meget for nyligt gået op for mig, at det slet ikke havde noget med det eller dem at gøre. Det hele foregik inde i mig. Jeg trivedes ikke, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det var okay at lave noget 8 timer hver dag, som jeg egentlig ikke synes var særligt fedt. Hvis man kan styre en klasse (og det kan jeg, for det synes jeg er fedt), så kan man sagtens lærer klassen om dansk grammatik (for det kan man læse op på). Men at kalde det interessant og levende undervisning, det er nok lige groft nok. Når man dag ud og dag ind skal beskæftige sig med noget, der reelt rager en høstblomst (som i kan se af mine indlæg, så interesserer jeg mig OVERHOVEDET ikke for kommaer, det tænder mig bare ikke på nogen som helst måde), så tager det altså ens energi og overskud. Så kan det godt være, at også er gode ting i jobbet, men hvis kerneopgaven dræner dig, så er det på tide at finde ud af hvad der så skal ske;-)

 

Knus og kram og ønsket om den bedste onsdag <3

Mette