Forfatter: Mette Juszczyk

Så hjælp mig dog!

Jeg synes det er vildt svært at bede om hjælp. Eller det vil sige, jeg kan faktisk godt bede om hjælp, men hvis ikke hjælpen kommer i samme sekund som jeg beder om den, og hvis ikke den kommer på lige den måde, jeg havde tænkt mig, så har jeg utroligt svært ved det.

Jeg kan fx godt bede min mand om at gå ud med skraldespanden og dække bord, mens jeg laver aftensmad. Jeg vil sige det sådan, at det har mere end en gang resulteret i, at jeg selv har klaret det hele…. Fordi han simpelthen var for langsom, og så kunne jeg da i øvrigt også mærke, at han ikke rigtig gad at hjælpe mig! Og skal det være på den måde, så skal jeg saftsuseme nok klare mig selv.

Manden selv siger, at det ikke passer, at han ikke ville hjælpe mig, men han havde lige noget han skulle afslutte først. I min verden er det sådan, at hvis jeg en enkelt gang imellem beder om hjælp, så skal man være hurtigere end hurtig, og allerhelst selv havde forudset det, hvis man skal nå at hjælpe mig. Hvis man er for langsom betyder det jo, at man ikke synes jeg er værd at hjælpe, og jeg skal eddermame ikke ligge nogen til last.

Lyder det fuldstændigt åndssvagt? Tja måske, men ikke desto mindre tror jeg, at vi er en del, der har det på denne her måde. Vi er pæne piger, der er vokset op med, at vi skal kunne klare os selv, og allerhelst skal vi også kunne hjælpe alle andre imens. For os ligger der en værdi i at være uafhængige af andre, og det er bl.a. den evne, der har gjort os til stærke, modige og selvstændige kvinder. Bagsiden af disse egenskaber er dog, at når vi så bliver FOR presset, så bliver det rigtig svært at være os. For der er ikke nogen, der er gode nok, værdige nok, hurtige nok til at hjælpe os, og derfor knokler vi endnu mere på og bliver endnu mere presset. Dermed bliver lunten kortere, rummeligheden mindre og stædigheden større. Det gavner hverken os selv, vores familier eller vores arbejdsliv.

Så min opfordring i dag er at prøve at have tålmodighed, næste gang du beder om hjælp. Se hvad der sker, og læn dig ind i ubehaget over at det måske ikke bliver helt efter dit hovedet, men at det så måske kan noget andet?

Bare giv dig tid og se hvad der sker:-)

 

Kram Mette

Dit job, dit ansvar?

 

Måske er vinterferien ved at være forbi, og på mandag starter hverdagen igen? Hvordan har du det egentligt med dit job? Er det noget du glæder dig til hver dag, eller er det noget der skal overstås? Trives du med dine kolleager og med de opgaver du udfører? Eller er du en af dem der tænker, at du i hvert flad ikke skal blive gammel i det her job, men du skal bare liiiige ….. før at du gør noget ved det?

Blot til info så vil jeg lige minde dig om, at du frivilligt vælger at tage på arbejde hver eneste gang, du tager af sted. Provokerende? Ja måske, men ikke desto mindre sandt. Hvis du ikke trives det sted, hvor du bruger cirka en tredjedel af dit liv, så er det på tide at gøre noget andet. Hvad det andet skal være, det ved kun du;-) Måske et nyt job, en ny uddannelse, starte selvstændigt eller noget helt fjerde.

Hvis du ikke er klar til at gøre noget ved situationen lige nu, og det kan der være mange grunde til, så vær i det mindste bevidst om at du er der frivilligt, og tag det ansvar der så følger med.

Måske har du ret i at politikkerne er nogle fjolser, der forringer dine arbejdsvilkår? Måske du har ret i, at din kollega er det mest trælse menneske på den nordlige halvkugle? Måske er de børn du arbejder med virkelig blevet værre med årene? Men det du ikke har ret i er, at du ikke kan gøre noget ved det. Du kan ikke ændre alle de andre og alt omkring dig. Det eneste du kan ændre er dig selv, og den måde du anskuer tingene på. Så hvordan vil du gøre det til en bedre arbejdsplads til fordel for dig selv og dem omkring dig? Gør ikke dig selv mindre værd end du er, og gør ikke dig selv til offer for det liv, som DU har valgt. Kan du ikke få andre til at ændre sig, så kan du ændre, hvordan du lader dig påvirke af andres opførsel.

 

Hverdagssundhed eller hvad?

Jeg har længe gået rundt og haft det svært med navnet på min virksomhed og siden her. ”Hverdagssundhed.dk” Hmmm, hvad er det egentlig? Og er det overhovedet mig?

Jeg bliver ved med at hænge fast i ordet sundhed som noget, der har med kostrestriktioner og hardcore træningsplaner at gøre. Det er som regel også det første, jeg bliver spurgt om når folk, der ikke kender til mig, hører navnet. ”Nå, så laver du kostplaner og sådan noget” spørger de. Og der må jeg bare skuffe;-) Det gør jeg ikke, og det kommer jeg heller aldrig til. Der findes så mange andre dygtige mennesker ude i det danske land, der gør det i det. Folk der er i stand til at følge deres egne planer, og lever et super sundt liv, der garanteret gør dem i stand til at leve, til de bliver mindst 110 år;-) Den del af befolkningen tilhører jeg ikke. Jeg er ikke i stand til at følge en plan, endsige selv lave OG følge min egen plan. Jeg kan ikke en gang følge planen bag på en pakke Knorr Lasagene, så de gange jeg har forsøgt mig med en kost- eller motionsplan, er det gået en helt anden vej i løbet af 48 timer;-)  

Men det jeg er god til, det er at skabe en hverdag, der giver glæde, trivsel og som er sjov at være i. For mig betyder det lige dele motion og sofatid, lige dele broccoli og chokolade (who am I kidding, har sgu da aldrig spist lige så meget broccoli som chokolade, but you get the picture;-)) og flere positive vendinger om mig selv og mit liv end negative. Men er det nok til at slå sig ned på et begreb som ”hverdagssundhed”? Jeg er stadig i tvivl, om det er det rette for mig. Måske jeg snart finder på et nyt navn eller finder en ro i at sundhed kan være andet end kogt kylling og Ironmans.

Lidt søndagstanker fra mig;-) Hav den skønneste eftermiddag.

Kram Mette

Kan man dø af kedsomhed?

Kan man dø af kedsomhed?

Jeg ved det ikke, men ifølge Soulaima Gourani, som jeg var til foredrag med i forgårs, så kan man. Hun siger, at kedsomhed slår flere mennesker ihjel end stress. Provokerende? Måske;-) Men jeg tror faktisk, at hun har fat i noget vigtigt her. For kedsomhed er jo ikke bare at sidde hjemme i sin sofa, og ikke vide hvad man skal tage sig til de næste par timer. Kedsomhed er jo også at udføre noget dag efter dag, som du ikke brænder for. Man kan nogle gange undre sig, når man kigger tilbage på sit liv, og ser hvad man har udsat sig selv for. Hvordan i hede hule helvede overlevede man så mange år i det job eller med den mand eller med de krav, man havde sat op for sig?

Soulaima påstår at kroppen er indstillet til at selvdestruere, hvis den keder sig. Det kender vi jo fra topdirektøren, der efter mange år med en hektisk hverdag pludselig skal til at være pensionist og gå derhjemme og hygge om lillemor. Nu har han al den tid i verden, han kunne ønske sig til at omplante påskeliljerne, rydde op i værkstedet og flette peddigrør. Der går ikke længe, så kan vi læse, at han er død. Barskt men ikke desto mindre noget der sker, hvis ikke føromtalte direktør er virkelig god til at sætte noget andet i stedet for sit interessante job. Hvis ikke vi holder os i gang og laver noget ,vi brænder for, så dør kroppen stille og roligt.

Og i den forbindelse får jeg lyst til at spørge dig: ”Hvornår har du sidst givet dit liv et serviceeftersyn? ” Tjekket op på om du egentlig trives med det liv du lever? Brænder du for det job, du møder ind på hver dag, og hvor du bruger en tredjedel af dit liv? Brænder du for den mand, du deler hus og hjem med? Synes du at de krav, du har sat for dig selv (alle de regler du har om at der skal vaskes tøj hver dag, i skal have varm og sund mad HVER aften, du skal løbe min. 30 km om ugen, du skal…. og du skal…..) giver dig et rigere eller mere kedeligt liv? Hvis dit liv bliver mere kedeligt af det, så er det måske på tide at gøre noget andet end du plejer;-)

Hav en skøn weekend!

Knus og kram Mette

 

Lidt om mig og om hvordan du ved, at det er på tide at flytte dig

Jeg sidder her i mit varme køkken med computeren foran mig og varm te i glasset ved siden af mig. Jeg nyder i den grad at have den luksus, det er ikke at være kørt af sted på job kl. 7.30 i morges. Jeg nyder, at jeg selv kan planlægge min dag og gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Men hold nu op hvor kan jeg også godt huske dengang, jeg havde et fuldtidsjob som lærer, med fast mødetid og faste opgaver hver dag mandag til fredag. Jeg kan huske hvor skønt det var at være sammen med eleverne og mine kollegaer. Jeg kan huske følelsen af at gøre en forskel i børns liv, når jeg lyttede til dem og gav dem redskaber til at gøre tingene anderledes end de plejede. Jeg kan også huske hvordan det var at skulle undervise i Natur/teknik mandag morgen eller i dansk grammatik onsdag over middag. Jeg husker alle de eftermiddage, der gik med at udfylde elevplaner, som ingen alligevel læste, og forberedelsestimer, der gik med alt muligt andet end forberedelse. Jeg savner ofte samværet med eleverne og kollegaerne, men jeg savner ikke jobbet som folkeskolelærer. Jeg tager virkelig hatten af for alle de skønne mennesker rundt omkring i landet, der brænder for deres fag, og hvor det skinner igennem, at de nyder at undervise i lige præcis ”Vandhullets liv” og i den fuldstændige umulige danske kommasætning.

Jeg brændte hverken for det ene eller det andet, og så blev det en kamp at komme igennem dagen, ugen og skoleåret. Til en start vidste jeg ikke, at det var det, der var årsagen til at jeg ikke trivedes. Jeg kunne jo godt lide at være ”på” (hvis bare man kunne leve af at undervise i noget man brændte for;-)), jeg kunne godt lide kontakten med eleverne (altså sådan noget af tiden, når jeg forstod dem…. årh for fanden altså, hvor kan børn være trælse og grænsesøgende det meste af tiden, men det siger man jo ikke højt, når man arbejder professionelt med børn) og jeg elskede at arbejde sammen med mine kollegaer (når de altså ikke lige var sygemeldt med migræne for 4. gang på en måned, og når de syntes at mine ideer var fuldstændigt fantastiske). Ofte blev det altså eleverne, kollegaerne, rammerne mm. der fik skylden for at jeg ikke trivedes.

Det er faktisk først meget for nyligt gået op for mig, at det slet ikke havde noget med det eller dem at gøre. Det hele foregik inde i mig. Jeg trivedes ikke, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det var okay at lave noget 8 timer hver dag, som jeg egentlig ikke synes var særligt fedt. Hvis man kan styre en klasse (og det kan jeg, for det synes jeg er fedt), så kan man sagtens lærer klassen om dansk grammatik (for det kan man læse op på). Men at kalde det interessant og levende undervisning, det er nok lige groft nok. Når man dag ud og dag ind skal beskæftige sig med noget, der reelt rager en høstblomst (som i kan se af mine indlæg, så interesserer jeg mig OVERHOVEDET ikke for kommaer, det tænder mig bare ikke på nogen som helst måde), så tager det altså ens energi og overskud. Så kan det godt være, at også er gode ting i jobbet, men hvis kerneopgaven dræner dig, så er det på tide at finde ud af hvad der så skal ske;-)

 

Knus og kram og ønsket om den bedste onsdag <3

Mette

Historien om frygten for at fejle

Jeg kender en kvinde. Hun har altid en masse planer og gang i tusind ting. Hun snakker også tit om, at nu skal hun tabe sig, eller motionere mere, eller leve sundere. Når hun ikke snakker om det, så tænker hun meget på det. Så føler hun sig lidt slasket og ikke helt lige så meget værd, som alle dem hun kender, og absolut ikke lige så meget værd som alle dem hun følger på Facebook og Instagram. I hendes verden er alle dem hun møder rundt om i den virtuelle verden kendte mennesker, og de har helt sikkert masser af succes.

Kvinden har dog en udfordring. For selvom hun elsker alle ideerne om alt det hun kunne udrette, og det er er uanset om det er huslige renoveringsprojekter, om det er en livsstilsændring eller om det er projekter af mere karrieremæssig karakter, så sker der ikke rigtig noget. Hun bruger faktisk en masse energi på at tænke på det, så man kan jo undre sig over at der ikke sker mere.

Hvorfor har hun ikke tabt de der 5 kg, hun altid ævler om? Hvorfor har hun ikke fået færdiggjort flere af de projekter, hun har sat i gang derhjemme? Hvorfor har hun ikke kontaktet nogle af alle de mennesker, som hun ved vil kunne hjælpe hende på vej rent karrieremæssigt? Hvorfor bruger hun mere tid på de sociale medier, end på at gøre noget ved de planer hun egentlig har med livet? Hvorfor bruger hun mere tid på at surfe efter inspiration til det liv hun gerne vil leve, i stedet for at leve det og være inspirationen?

Jeg tror at hun er bange for at fejle. Hvad nu hvis hun begynder at gå efter sine drømme og det viser sig, at hendes drømme ikke bliver opfyldt? Hvad nu hvis hun slet ikke er så dygtig som hun troede, og som hun gennem mange år har fortalt andre folk. Hvad nu hvis hun ikke bliver lykkeligere af at tabe 5 kg./få sat stuen i stand/få det job hun tænker på? Hvad nu hvis hun bruger en masse energi på en indsats, som alligevel ikke blev til lige det hun forestillede sig? Hvad nu hvis hun ikke kan regne det hele ud på forhånd?

Måske det er ved at være på tide, at jeg tager hende i hånden og fortæller hende at det nok skal gå alt sammen. At jeg tager hende med op i skyerne og lader hende flyve frit, og viser hende at vingerne godt kan bære.  

Hav den skønneste weekend <3

 

what-if-i-fall

It’s friday og det er international smile dag:-)

I dag er det international smile-dag og det skal da fejres med masser af smil og gerne gode gerninger.

Dagen er “opfundet” af Harvey Ball i 1999. Harvey var manden, der i 1963 skabte den store gule smiley, som vi er mange der bruger i blandt andet vores sms mm. i dag. Smiley blev hurtigt en succes og brugt i mange forskellige sammenhænge, også i sammenhænge, som Harvey ikke havde tænkt det. Han var bange for at den gule smiley var blevet for kommerciel, og derfor dedikerede han den første fredag i oktober til World Smile Day, hvor det gælder om at få så mange mennesker til at smile og føle sig godt tilpas som overhovedet muligt. For det smilende ansigt kender ikke til politik, religion eller geografi, og det burde vi heller ikke, i hvert fald ikke den ene dag om året.

Jeg synes det er SÅ fin en tanke, at vi skal gøres vores ypperste for at få andre mennesker til at smile og føle sig godt tilpas. det burde vi jo klart gøre hver dag, og mon ikke også at DU, der læser med herinde gør det? Jeg kan næsten ikke forestille mig andet. Og på samme måde som man godt må spise pandekager andre dage end på den internationale pandekage-dag, så må man også godt få andre til at smile resten af året.

Alligevel synes jeg, at det er ret hyggeligt med de her dage, hvor man gør opmærksom på et eller andet. Det giver mig lige muligheden for at reflektere over fx det med at smile (eller spise pandekager :-D) og huske på, at det også er en mulighed i mit liv.

Derfor vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at få folk jeg møder på min vej i dag til at smile, og så vil jeg gøre minimum en god gerning i løbet af dagen, så et andet menneske kommer til at føle sig godt tilpas.

Hvad vil du bidrage med i dag?

Hav den skønneste fredag<3

Kram fra Mette

 

 

smile-and-be-happy

Din udstråling er vigtig – part 3 (og sidste i denne omgang;-))

Du er forhåbentligt begyndt at tage bare lidt af ansvaret for dit eget humør?

Hvis det ikke rigtig hjælper endnu, så vil jeg lige dele et lille trick med dig, som jeg selv begyndte at praktisere for et halvt års tid siden.

Kender du det der med, at man har noget tøj i skabet, man kun bruger ved særlige lejligheder? Makeup er måske kun noget du gør noget ud af, når du skal til fest? Øreringene ligger pænt i smykkeskrinet og kommer kun på, når du en gang imellem er i virkelig god tid?

Hvis du arbejder hen imod at dine hverdage (altså de der dage, du har flest af i dit liv;-)) skal blive gode, så gør lidt specielt ud af dem. Tag den der fine nederdel på, som du sikkert synes er alt for meget til jobbet nede i børnehaven. Eller tag dine fine sko på til dine cowboybukser. Husk at finde øreringene frem, og gør det til en regel for dig selv, at du har øreringe i hver dag. Det kan også være, at du føler dig ekstra feminin hvis du har neglelak på fingrene, så er det der du sætter ind.

Jeg siger ikke, at du skal gøre det hele hver dag, men gør et eller andet der er specielt for dig HVER DAG. Det giver dig en følelse af lækkerhed, og det løfter altså humøret adskillige grader, når man føler sig lækker.

Prøv det og lad mig endelig vide om det virker for dig.

Hav en lækker dag!

Kram fra Mette  

Din udstråling er vigtig – part 2

Nu skrev jeg jo om din udstråling for et par dage siden, og ”vi” kom frem til, at det drejer sig om hvordan du har det indeni. Det der er indeni er bare ikke lige så nemt at ændre, som fx din frisure er.

Ikke desto mindre, er der noget du kan gøre allerede i dag! Du kan nemlig begynde at lægge mærke til hvordan du har det LIGE NU. Har du det godt, så smil til dig selv og vær bevidst om det. Har du haft bedre, så læg mærke til det, og vær bevidst om hvad det er, der skaber rod i dit indre. Hvad er det HELT PRÆCIST, der tricker dit humør? Hvis du øver dig i at blive specifik, så får du også sværere ved ikke at gøre noget aktivt for at ændre situationen.

Forestil dig at du står op om morgenen og føler dig øv. Bukserne strammer vist lidt mere end de plejer. Ungerne er lidt mere irriterende end de plejer, for slet ikke at tale om manden. Du tager af sted på jobbet, og går gennem dagen med en følelse af, at alle andre lever det fede liv, og du må bare nøjes. Det er ikke særligt motiverende, vel. Men det er heller ikke særligt konkret, det der med at det bare er en følelse af ”et eller andet”.

Forestil dig i stedet, at du står op og mærker, at humøret ikke er i top. I stedet for at gøre som du plejer og slæbe dig igennem dagen, så bruger du lige 5 min., hvor du kigger dig godt og grundigt i spejlet, og spørger dig selv, hvorfor du ikke føler dig på toppen. Hvad er det HELT PRÆCIST, der har udløst det her humør? Måske har du sovet dårligt, fordi manden har snorket? Måske kom du for sent i seng, fordi du liiige skulle se et eller andet i fjernsynet eller faldt i dyb snak med manden? Måske havde du en træls oplevelse på jobbet i går?

Som du kan se, kan der være 1000 grunde til at humøret ikke er i top, så det gælder om at lege detektiv og finde ind til den virkelig årsag. Når du har fundet den, kan du også nemmere acceptere tingenes tilstand. Måske kan du endda finde en løsning, så du tager ansvaret for at det ikke gentager sig? Når du har fundet årsagen, kan du i hvert fald meget lettere tage ansvaret for DIT humør.

For den eneste der har ansvaret for hvordan DU har det, det er DIG SELV! Det hårdt, det er trælst og alt muligt andet, men man kan ikke både tage ansvar for sig selv og være offer på en gang, og det er ret vigtigt at huske:-)

Hav den skønneste dag <3

Kram fra Mette