Forfatter: Mette

Det ved jeg ikke!

Nøj hvor jeg tit hører sætningen “Det ved jeg ikke” både hos mig selv, og hos de mennesker jeg møder i min klinik.

For det er nemmere at ikke at vide det, end at dykke ned i det man ikke ved! For inderst inde så ved vi det godt. Vi ved godt om vi har lyst til frikadeller eller kødsauce. Eller reality TV eller en krimi. Vi ved også godt, hvis vi virkelig mærker efter, om vi føler os elsket eller fortabte. Men det er ikke altid særligt nemt at give udtryk for hvad vi vil og har lyst til.

Der kan der være mange grunde til…

For hvis vi udtrykker hvad vi egentlig mener, har lyst til eller vil, så sætter vi os selv lidt på spil. Så kan vi være bange for, at andre måske opfatter os som krævende (uh, det er pæne piger jo ikke, vel?), eller måske bliver vi afvist i vores ønske (uh, hvis jeg bliver afvist, så kan den anden måske ikke lide mig?), eller måske bliver vi dømt af andre (uh, hvis nogen dømmer mig, så er jeg ikke god nok!).

Når vi holder os til “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad” så gør vi det fordi vi vil passe på os selv.

 

 

Vi bliver nødt til at sige hvad vi ønsker…

For problemet er, at når vi ikke giver udtryk for vores inderste ønsker, længsler, meninger og lyster, så får vi ikke det liv vi drømmer om. Hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre?

Din partner, chef, mor, søster, veninde eller børn er IKKE tankelæsere. De ved ikke at det betyder noget for dig, at vi samles om maden fredag aften, eller at hvis du skal føle dig anerkendt, så skal der et en lille personlig hilsen til, eller at du føler dig elsket hvis de serverer morganmad på sengen. Det er altså ikke fordi, at de ikke vil dig det bedste, men DE VED DET SIMPELTHEN IKKE! For når de spørger dig, om du vil dit eller dat, så svarer du med “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad”.

Det er svært…

At mærke hvad man har lyst til, når man i mange år ikke har spurgt sig selv om det. Mange mennesker kommer til mig med et ønske om at blive gladere. Det er jo et helt fantastisk ønske, hvem vil ikke gerne hjælpe andre med at blive gladere? Hvem vil ikke gerne omgås glade mennesker?

Når jeg hører dette mål, så spørger jeg altid indtil HVAD der gør dem glade, og så kommer svaret “Det ved jeg ikke!” eller “Det var da et godt spørgsmål”(og de svarer som regel ikke på dette ellers gode spørgsmål;-)). Så hvordan skal de blive gladere, hvis de ikke ved hvad der gør dem glade?

Så hvad gør vi nu, lille du?

Hvordan øver man sig i at lære at mærke, hvad man har lyst til og brug for?

For det første vil jeg opfordre dig til at stoppe med at bruge sætninger som “Det ved jeg ikke”, “Jeg er ligeglad” eller “Det var da et godt spørgsmål (uden at komme med et svar)”. Hver gang du bruger en af disse sætninger, så stop op og mærk efter nede i maven. Spørg dig selv “Hvad har jeg lyst til?” og følg det umiddelbare svar der kommer til dig. Viser det sig, at det ikke var det du havde lyst til, så er der jo ingen skade sket.

Du kan også spørge dig selv om morgenen “hvad har jeg lyst til at tage på af tøj i dag?”, for så at mærke på tøjet, huske tilbage på hvordan du havde det sidst du havde det på, og træk vejret helt ned i maven og gå med det, der føles rigtigt, også selvom det betyder stilletter på en onsdag.

Eller du kan spørge dig selv hvad du har lyst til at spise. Ikke bare hvad din hjerne crawer, men spørg dig selv flere gange “Hvad har jeg lyst til?” “Hvad har jeg brug for at spise?” og lad så din følelse i kroppen guide dig (ikke at forveksle med hvad din hjerne fortæller dig ;-)).

Gør dig selv den tjeneste, at blive bedre til at mærke hvad DU vil, for det du sender ud, er det du får tilbage… og du gider ikke at have ligegyldighed og uvidenhed tilbage, vel;-)

 

Hav en skøn onsdag <3

Kram fra Mette

 

 

 

PS: Hvis du vil lære mere om hvordan du bliver bedre til at mærke dine behov og hvad du har lyst til, så vil jeg anbefale dig at deltage i workshoppen Hvis din hest er død, så stå af! Her kommer vi nemlig ind på, hvordan vi finder ind til hvad vi har brug for.

 

 

 

Vis lige lidt medfølelse, tak!

Hvor god er du til at vise medfølelse?

På en skal fra 1-10 hvor

1 = Medfølelse, hvad er det?

10 = OH MY GOD, jeg er det mest medfølende menneske, jeg kender 😉

Træk lige vejret dybt og mærk hvilket tal, der kommer til dig helt intuitivt.

Okay? Hvad er tallet?

 

 

Hvor tit har du de her tanker om dig selv?

Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?

Hvorfor har jeg rygrad som en kop kakaomælk?

Iiih, nu fik jeg IGEN ikke sagt fra over for chefen!

Ej men altså jeg laver da også bare fejl på fejl…

I dag så SKAL jeg altså starte den der slankekur, jeg er SÅ træt af at være så tyk!

Hvorfor finder jeg ikke bare ud af hvad det er jeg vil?

Nøj hvor er jeg træt af at jeg aldrig overholder aftaler med mig selv!

Hvorfor er jeg også så doven anlagt?

 

Så trækker du lige vejret dybt igen og mærker efter… Hvor medfølende er du når det gælder dig selv? Hvis det var din mand du snakkede sådan her til, hvor glad ville han så blive af få sådan en svada? Tror du at han ville springe op af sofaen, give dig en krammer og sige “Tak!, tak fordi du får mig til at indse hvilket sølle menneske jeg er. Det var lige det skub,jeg ventede på, nu er jeg klar til resten af mit liv at tage mig sammen og leve et fejlfrit liv”?

Nej vel? 😉 Tværtimod så vil han nok blive lidt knotten og trække sig lidt væk fra dig. Han vil måske endda sige sådan noget som “Hvorfor er du så sur?” eller “Det kan du da ikke være bekendt, jeg gør det da så godt jeg kan!” og måske er i ikke helt så gode venner de næste par timer. I hvert fald så ødelægger dine hårde ord stemningen i hjemmet for en stund

Så hvor medfølende er du egentlig… overfor dig selv?

For når du skælder dig selv ud over at du ikke tager dig sammen (eller over at du ikke overholder aftaler med dig selv, eller at du har rygrad som … mm), så er du faktisk ikke særligt medfølende.

 

Hvordan er man så medfølende?

Hvis vi slår “medfølelse” op i ordbogen, så står der at medfølelse er evnen til indlevelse i og hensyntagen til andres (egne;-)) lidelse, problemer mm.

Det vil altså sige at hvis du skal udvise medfølelse for dig selv (og andre) så skal du kunne sætte dig ind i og ikke mindst tage hensyn til det problem og den udfordring du står i. Det betyder også at du ikke skal skælde dig selv ud, for du søger at forstå HVORFOR at du agerer som du gør.

Hmm…?! Hvis man prøver at forstå hvad der ligger bag, så bliver det lidt svært at skælde ud;-)

Hvorfor medfølelse?

Fordi at når vi viser os selv medfølelse, så begynder vi stille og roligt at se det dejlige i os selv. Når vi ser det dejlige i os selv, så begynder vores selvværd at vokse. Har vi et bedre selvværd, så tiltrækker vi nemmere mere kærlighed og vi får det generelt nemmere, sjovere og lettere i livet, og det vil vi jo gerne, ik’?;-)

Når vi begynder at give slip på alt det der holder os nede, så kan vi rent kropsligt også begynde at give slip på det, der tynger os. En krop der ikke er tynget af fortidens fejl er mere rar at være i, og som sidegevinst (en ret stor en af slagsen) så er kroppen ikke når så præget af stresshormoner, og det er en stor fordel for hele vores livsstil.

 

Så vis lige lidt medfølelse, tak <3

 

Hav en skøn dag

Kram Mette

Jeg blev overfaldet og hvad så nu?

Nogle gange skal der ske noget skidt, for at vi kan se det gode

I går da jeg sad i toget på vej til Nørreport, blev jeg udsat for et overfald af en psykisk syg kvinde. En lang historie kort, så hjalp jeg en yngre kvinde med at komme væk fra den syge dames meget ubehagelige tilråb og svinere. Det eneste jeg gjorde, var at tilbyde den unge kvinde en mulighed for at komme væk, som hun greb med det samme. Det fik den syge kvinde til at blive endnu mere vred og ubehagelig og det endte med at hun kom hen til mig, rev mine briller af og rev mig rundt om øjet. Derefter blev hun sat af toget, den unge kvinde stod af toget og tilbage sad jeg. Selvom jeg var fysisk okay, så var jeg rystet. Rystet på den der måde, at jeg godt kunne snakke med fremmede, men at skulle snakke med fx min mand, det kunne jeg slet ikke, uden at bryde ud i en dyb hulken.

En aften med kropsterapi

Men til alt held, var jeg jo faktisk på vej til Nørreport, fordi jeg skulle ind til sidste aften på Totum – Skolen for kropsterapi. Jeg skulle ind til de skønneste mennesker, og jeg vidste at her ville jeg kunne være tryg, og få hjælp til at slippe den ubehagelige oplevelse.

Og hvilken aften det blev! For første gang gav jeg mig selv og min krop lov til at mærke og give slip. Efter et meget intenst arbejde med åndedrættet, skete der ting og sager i kroppen. Når vi bliver udsat for noget, der er ubehageligt for os, reagerer vores krop. Den trækker sig lidt sammen og især vores vejrtrækning bliver overfladisk og anspændt. Der var ingen tvivl om at min vejrtrækning var meget udfordret efter oplevelsen i toget. Fordi jeg efterhånden er vant til at registrere min krop og min vejrtrækning, kunne jeg godt mærke at den var underligt overfladisk. På grund af min bevidsthed om vigtigheden af vejrtrækningen, kunne jeg godt trække vejret ned i maven, men solar plexus var fuldstændig låst.

Men med en dygtig kropsterapeut ved sin side, kan man nå virkelig langt på kort tid. Jo mere min vejrtrækning blev løsnet, jo mere skete der inden i min krop. Helt fysisk kunne jeg mærke en sitren i hele min krop, en snurren i mine hænder og så svedte jeg. Jeg svedte som var der en, der havde tændt en vandhane inden i mig. Det piblede af mig, som hvis jeg havde været ude at løbe langt og stærkt. Det var fuldstændigt vildt at opleve kroppen reagere på denne måde. Det var dejligt befriende og bagefter følte jeg mig stærk og klar til nye udfordringer. Kom bare an, verden!

 

Ja, jeg har også store lår i sved-udgaven af mig selv;-)

 Hvad jeg tager med mig…

Her dagen derpå er der dukket en masse refleksioner op, som jeg vil indvie dig her. For måske kan du genkende dig selv i noget af det, og så fordi det giver mening for mig at være 100% ærlig her i mit space.

Jeg er på en måde taknemmelig over hvad der skete i går. Hvorfor? Fordi det har givet mig en mulighed for at se, hvordan alt det jeg har lært og øvet mig på i over et år, for alvor virker nu. Jeg kan godt være i mine følelser og at det er okay at have følelser, også de knap så positive;-) Jeg har ikke længere behov for at trække en kappe eller skjold rundt om mig, når der er sket noget ubehageligt.

Det er gået op for mig, at jeg faktisk er modig. Jeg tør godt at forsvare og hjælpe andre. Nogle vil kalde mig naiv og godtroende, og det ville være så nemt at lytte til dem og lukke mere ned og blive kynisk. Men jo mere jeg mærker efter, kan jeg mærke at det er lige præcis det der tricker mig, også i forhold til andre mennesker. Jeg vil IKKE være kynisk. Jeg vil ikke leve i en kynisk verden, hvor man skal lukke sig om sig selv, for at passe på sig selv. Jeg vil åbne op, passe på, passes på, og så vil jeg gøre mit bedste for at andre kan mærke kærligheden og ærligheden fra mig. Kærligheden og ærligheden er det vigtigste. Måske giver det nogle slag. og måske det giver folk muligheden for at sige “Hvad sagde jeg”, men hellere det end at blive kynisk.

I forhold til mennesker omkring mig

Det samme gør sig jo også gældende i andre områder af livet. For mig gælder det blandt andet i forhold til min virksomhed. Der vil altid være mennesker, der vil forsøge at udkonkurrere mig. Folk som har rundsave på albuerne, og som sætter deres ego først.

Jeg vil ikke konkurrere med disse kyniske mennesker. De vil altid være der, og de vil forsøge at tromle mig, men det kan de kun, hvis jeg hopper med på deres spil. Men vi spiller ikke samme spil, og så længe jeg husker på det, så har de ikke en chance. Jeg kan sagtens høre på at deres ego taler og fører dem frem, men jeg kan også mærke en styrke der vokser inden i mig. En styrke der en dag siger fra. Jeg vil ikke længere finde mig i at få fortalt, hvordan jeg skal gøre tingene, eller at få af vide hvad der er rigtig for mig. For det der er det rigtige for de kyniske, er ikke det rigtige for mig. Jeg er klar til i kærlighed og ærlighed at være der for dem, der vil have mig og min hjælp. Resten kan rende mig, der hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær.

Og hvad så nu?

Gårdagens oplevelse har vist mig, hvordan jeg reagerer, når jeg bliver følelsesmæssigt presset, og den har vist mig, at jeg nu kan reagere mere konstruktivt.

Jeg kan selv vælge mine reaktioner, og i dag har jeg faktisk været i stand til tage bevidste valg i stedet for at bedøve mig selv med mad, sociale medier, surhed og “slåen-mig-selv-i-hovedet”. I stedet kan jeg lade følelserne flyde og bare trække vejret, gå en tur i regnen (tak søs, for at ville gå med mig;-)), bede om et kram, nyde en kop dejlig varm kaffe i fred og ro, og ikke mindst høre noget musik, der heler mig.

 

Det føles rigtigt rart!

 

Hav en skøn onsdag. Nu er jeg klar til at gå ud i verdenen og få flere oplevelser, der skal lære mig et eller andet;-)

Kram fra

Mette

 

 

 

 

 

 

 

Når ens forhindringer tager fejl

Man kan godt komme til at sætte nogle forhindringer op for sig selv. Man kan også godt komme til at tage fejl;-)

Lige siden jeg startede Hverdagssundhed, og dermed sprang ud som selvstændig,  har jeg været (alt for) bevidst om, at jeg jo er bosiddende på Lolland. For mig har det været en forhindring, som jeg har trukket ned over mig selv i forhold til at skaffe kunder.

Jeg har fortalt mig selv, at der ikke er de samme muligheder for at sælge mine produkter hernede på Lolland. Jeg har hængt meget fast i den gængse tanke om at folk, der bor på Lolland ikke har samme økonomiske råderum som folk, der bor andre steder (læs: bor i København). Jeg har også haft den opfattelse at folk hernede, ikke bruger penge på deres eget velbefindende. Det er endda på trods af, at jeg er stor fortaler for det gode liv på Lolland og er kæmpe tilhænger af projekter som for eksempel Lolland-Falster Lovestorm.

Mine forhindringer

Men ovenstående fordomme er jo mine og heldigvis ikke et udtryk for sandheden. For er der noget jeg har lært over det sidste års tid, så er det at jeg ikke kan regne ud, hvad folk vil og ikke vil 😉 Og heldigvis for det. Men det viser jo bare med al tydelighed, at vi mennesker er rigtig gode til at sætte forhindringer op for os selv. Tænk hvis ikke jeg var hoppet ud i det her eventyr på trods af de forhindringer, jeg så foran mig. Så sad jeg ikke her i dag og skrev disse ord til dig. Så havde jeg ikke haft muligheden for at lave det, jeg brænder allermest for, nemlig at hjælpe mennesker til et bedre og friere liv.

 

Dine forhindringer

Du gør det garanteret også, sætter forhindringer op for dig selv. Måske er du bevidst om dem, men oftest er vi faktisk ikke særligt bevidste om vores egne indre “regler”.

Ved du for eksempel hvilke forhindringer, du sætter op for dig selv i forhold til kærlighed? Eller i forhold til din egen sundhed? Hvad med i forhold til dit job og karriere?

Prøv om du kan udfordre dig selv lidt på dine forhindringer. Måske viser det sig, at de slet ikke er så sande, som du går og tror. Hvis det viser sig, at dine forhindringer er sande, hvad er så det værste der er sket? Formentlig ikke andet end at du er blevet klogere på dig selv, og ved hvordan du skal gribe sagen an en anden gang, hvis du virkelig gerne vil lykkes med et projekt;-)

Vil du have hjælp?

Så tøv ikke med at kontakte mig. Det smarte ved den tid vi lever i i dag, er nemlig at vi ikke behøver at sidde overfor hinanden. Med hjælp fra Skype, Facetime eller ganske enkelt en telefon, kan jeg sagtens hjælpe dig, uanset hvor i verden eller landet du bor.  Også selvom jeg bor på Lolland 😀

 

Hav den skønneste dag

Kram fra Mette

 

Er livet okay?

Lever du også et liv, der er okay?

Hvad er det med os danskere? Hvorfor er vi tilfredse med at livet er okay eller godt nok? Hvorfor går vi ikke efter mere end okay og godt nok?

Eller er det bare i mine ører at okay og godt nok lyder lidt fesent? Som noget man ikke rigtig gider, men gør alligevel fordi der ikke er andre alternativer. Som når man spiser en leverpostejsmad, men egentlig har lyst til sushi. Leverpostej var nemt og det var det man havde hjemme. Så i forhold til ens fysiske sult, så er leverpostejsmaden da okay, men man drømmer stadig om sushi. You get the picture 😉

Er dit liv leverpostej eller sushi?

Går du igennem livet med en følelse af, at det her er det FEDESTE EVER? Eller går du igennem livet med en følelse af, at det da er okay? Vælger du at spise den kedelige leverpostejsmad, fordi det er nemt og billigt? Eller går du efter det har lyst til, og laver din egen sushi fra bunden, selvom det er besværligt og dyrere?

Jeg er med på, at vi ikke altid kan svæve rundt på den lyserøde sky. Lykkefølelsen er flygtig og forbigående, i øvrigt ligesom alle andre følelser. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi må gøre vores bedste for at få mest muligt ud af den tid vi er her.

Hvor længe har du tilbage?

Vi ved heldigvis ikke hvor sandet i vores eget timeglas rinder ud. Men hvis vi for en stund skulle lege med tanken om, at der kun var et år tilbage? Ville du så gå på arbejde i morgen? Ville du fortsætte med at leve lige præcis det liv, du lever lige nu? Hvis nej, hvad ville du ændre?

Vi kan også forestille os, at der er 5 år tilbage, ville det ændre noget? Hvad vil du udrette, hvis du har 5 år tilbage af livet?

If it’s not a HELL YES, it’s a NO

Jeg læste ovenstående citat for noget tid siden, og det bliver ved med at vende tilbage til mig. Det er nok fordi, at jeg har brug for at høre de ord, tror jeg. Jeg har brug for at blive mindet om, at jeg har ansvaret for det liv, som jeg lever. Det er mig, der siger ja (og nogle gange nej ;-)) til det, som mit liv består af.

 

 

 

Man må gerne øve sig

Ligesom med alle andre ting her i livet, så kræver det øvelse at blive god. Jeg øver mig stadig i at mærke efter om noget er et HELL YES. Nogle gange lykkes det at mærke efter og sige til og fra på de rigtige tidspunkter, andre gange ryger jeg lige tilbage i “det er da okay”. Det sker især, når det har konsekvenser for mig, at gå efter HELL YES. Når det betyder noget i forhold til min relation til andre mennesker (eller min relation til min bankkonto :-D).

Men hver gang det lykkes at vælge noget fra, der bare er okay, giver jeg plads til noget som er HELL YES.

Hvad kunne du med fordel vælge fra, som er okay? Og hvad ville du vælge i stedet?

 

Hav en skøn aften

Kram fra Mette

Når man ikke ved, hvad man vil være når man bliver stor

Kan du huske, at man som barn ofte blev spurgt om hvad man ville være, når man blev stor? Og her mente de voksne ikke om man ville være en fantastisk mor, en god veninde, skøn kone, et godt menneske eller andre trivialiteter. Næ nej, her mente man, hvad man havde tænkt sig at arbejde med, når man blev voksen.

Mit eget drømmejob

Jeg kan ikke huske alle mine svar, men jeg ved at de spændte vidt. Lige fra grisepasser til jordemor, fra dyrlæge til sekretær, fra ambulanceredder til dagplejemor. Men der var ikke noget, der rigtigt holdt ved.

 

 

For jeg var også enormt optaget af, om det nu var et fornuftigt job, jeg valgte. For eksempel havde jeg i mange år egen hest og red ganske meget. Når nogle spurgte, om jeg så skulle være berider, sagde jeg nej. Med den begrundelse at det jo ikke var et job, hvor man tjente ret mange penge, og man skulle også arbejde i weekenderne og og og.

I bund og grund ville jeg virkelig gerne have prøvet kræfter med berider-jobbet, men jeg var bange for, at jeg ikke var dygtig nok. Så var det nemmere at afskrive den drøm, inden jeg overhovedet havde givet den en chance. Derudover vidste jeg også, at folk omkring mig ikke så det som et rigtigt job, og i forhold til at ville stifte familie på sigt, så var det ikke det fornuftige valg. Og var der noget jeg for alvor var bange for, så var det at andre mennesker skulle dømme mig som være et “IKKE-fornuftigt og IKKE-ansvarsfuldt”-menneske. Så drømmen om at blive berider forblev en usagt drøm.

 

Men hvad så?

Jeg har altid været vildt misundelig på dem, der lagde sig fast på et drømmejob og karriere i 4.5. klasse og som rent faktisk er gået den vej.

Jeg fumlede rundt med 117 ideer, og det gør jeg vist faktisk stadigvæk;-) Jeg hadede, at jeg skulle træffe et valg om linjefag i gymnasiet (ikke at gå gymnasiet-vejen var slet ikke en mulighed i min verden, pæne piger tager en boglig uddannelse). De valg jeg traf der, ville jo få betydning for hvilke muligheder, jeg havde senere hen.

Da jeg afsluttede gymnasiet, hadede jeg tanken om, at jeg skulle vælge EN uddannelse og dermed også EN karriesti i livet. Og det var vel og mærke før uddannelsesloft og massivt pres om at vælge rigtigt i første hug. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste en del mere, om hvad jeg ikke ville.

At afprøve det hele og alligevel vælge forkert

Efter et par fjumreår valgte jeg læreruddannelsen, og det var endda på trods af, at jeg havde prøvet at være lærer med fast skema og egen klasse i 3 måneder. Jeg hadede hver dag af det studenterjob, og jeg ville ikke være lærer. Men fornuften og den pæn pige vandt. Som lærer har man nemlig gode arbejdstider. Det passer perfekt med ønsket om at stifte familie. Man tjener også okay og der er en ganske fornuftig pension med i købet. Det passer godt til tryghedsnarkomanen i mig. Man får lov at gøre en forskel for nogle mennesker, og det er måske i bund og grund det, der har gjort, at jeg alligevel ikke fortryder min læreruddannelse.

 

Når hjertet til sidst råber for højt

Efter 8 år i lærergerningen kunne jeg til sidst ikke undertrykke mig selv mere. Jeg blev nødt til at sige op og finde ud af, hvad jeg for alvor vil med det her liv.

Mange har spurgt hvad det dog var, der gjorde udslaget. I starten skød jeg skylden på skolereformen og arbejdstidsaftaler. Så skød jeg skylden på kommunen og de rammer de satte for arbejdet. Så skød jeg skylden på stress og manglende overskud til mine egne børn.

Sandheden er bare, at jeg ikke trives at skulle lave det samme dag ud og dag ind. Jeg kan faktisk godt lide at undervise, og jeg kan rigtig god lide relationen til børn og unge mennesker. Jeg ved, at jeg er ret god til begge dele også. Jeg kan ret hurtigt trylle noget brugbart ud af ærmet. Jeg kunne så at sige mit arbejde på rygraden.

Men jeg trives ikke med at være låst fast og ikke have mulighed for de 117 andre ideer, som jeg også hele tiden får. Jeg vil have friheden til at hjælpe mennesker på forskellige måder. Det er derfor, at min virksomhed både indeholder kropsterapi (med mange forskellige emner), stresscoaching, klassisk coaching og mentoring. Det er derfor, at jeg hele tiden er på udkig efter nye samarbejdspartnere, nye projekter jeg kan deltage i og nye uddannelser, jeg kan tage. Jeg vil have lidt af det hele.

Men kan man det?

 

Indtil for ganske nyligt har jeg troet på, at man skulle lægge sig fast på en hylde og så gøre sig god der. På den måde vidste man også, hvad ens arbejdsliv skulle indeholde frem til pensionen. Men hver gang tanken slog ned i mig, kunne jeg mærke maven slå knuder.

Så jeg har gjort op med den tanke. Det er jo i bund og grund mig selv, der har sat de regler op for hvordan et arbejdsliv skal se ud, og hvad det skal indeholde.

Det betyder, at jeg har min virksomhed “Hverdagssundhed”, hvor jeg er chefen, og hvor jeg står med al ansvaret, også når det ikke går helt som forventet 😉 Her kan jeg bidrage med noget af det jeg elsker, nemlig rådgivning og vejledning i forhold til kroppen og psykens samspil. Her fokus på at skabe balance og overskud i den hverdag, vi hver især er en del af.

Hverdagssundhed skal på et tidspunkt også have et onlineforløb, så du kan sidde derhjemme i ro og mag og blive klogere på hvordan du finder dit overskud og din balance i din hverdag. Derudover skal Hverdagssundhed også være forhandler af forskellige gode produkter, som kan hjælpe kroppen i balance igen.

Når nok bare ikke er nok

Men det er ikke helt nok, for jeg savner at have kollegaer, og jeg savner at lave noget, der ikke har med personlig udvikling at gøre. Jeg savner den der følelse af sammenhold, når man er en gruppe af kollegaer, der har knoklet igennem for at nå et fælles mål. Jeg savner at have nogle at grine sammen med og nogle at få nye input fra. Jeg har længe gået som katten om den varme grød, for hvordan skulle jeg kunne kombinere de ønsker, jeg har for et arbejdsliv? Og ville det ikke være lidt af et nederlag, hvis jeg tog mig et løn-arbejde et sted. For det jeg ville tage job som, ville ikke være noget, der kræver en speciel uddannelse eller anden af den viden, jeg har tilegnet mig gennem de seneste par år. Så ville det i bund og grund ikke være et trin ned af karrierestigen?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er nødt til at gribe chancen, når den byder sig. Jeg kan mærke i min mave, at tanken om selv at kunne planlægge min tid mellem klienter, online business og noget helt tredje, det gør mig fuld af godt humør.

Nyt job

I praksis betyder det, at jeg har gang i forskellige møder og samtaler med spændende folk om super gode produkter, der matcher min virksomhed. Jeg går lige om lidt i gang med at udvikle et online forløb. Jeg har godt gang i min egen virksomhed, kliniklokalet bliver efterhånden brugt en del. Og på torsdag starter jeg som cafémedarbejder på Knuthenlund 🙂 Jeg glæder mig til at skulle arbejde et sted, hvor dyrevelfærden afspejler sig direkte i de gode produkter VI (Jeps føler mig allerede som en del af teamet ;-)) sælger. Jeg glæder mig til at få fart under skoene, når det hele går stærkt. Jeg glæder mig til kollegaer og til at møde en masse skønne kunder.

Det vil ikke få betydning for min egen virksomhed, der stadig vil blive drevet på samme måde som hidtil. Jeg glæder mig til at hjælpe både gamle og nye klienter. Og lur mig om ikke at jeg vil blive ved med at få en masse nye ideer til koncepter, projekter, samarbejder mm. 🙂

Hvad med dig?

Det blev til et langt skriv om mig, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dit valg af job og karriere. Hvorfor har du valgt som du har? Trives du med det? Hvis du skulle ændre på noget, hvad skulle det så være?

Smid endelig en kommentar, det er altid så skønt at høre, hvad andre har på hjertet.

 

Kram fra Mette

 

 

 

Hvem følger du på SoMe?

Giver SoMe dig inspiration eller irritation?

Får du det dårligt med dig selv, dit liv og din krop, når du åbner de sociale medier? Eller bliver du fyldt med inspiration og energi til at gå ud og gøre endnu mere, af det du er god til?

Der er SÅ meget snak fra alle kanter i øjeblikket, om at “man” er træt af det perfekte glansbillede på Instagram, opdateringer på Facebook. De opdateringer der er viser, at nu er man IGEN tjekket ind på den rigtige café, den økologiske besøgsgård eller træningscenteret. At SoMe er skyld i alverdens dårlige selvværd, spiseforstyrrelser, skilsmisser og hvad der ellers findes af ulykker.

 

Jeg er ikke som sådan uenig i, at der er mange “glansbilleder”. Eller at det er nemt at få det dårligt med sig selv, hvis man udelukkende sammenligner sit liv, sin krop og parforhold med det man ser på nettet. MEN helt ærligt, så skal vi lige skal huske på, at vi langt hen af vejen selv bestemmer, hvem vi vil følge og i hvilke perioder af vores liv, vi følger dem. Det er vores eget ansvar!! Det kan aldrig blive afsenderens ansvar, hvordan vi modtager det (og ja, der kan selvfølgelig altid findes nogle helt langt-ude-eksempler, det er ikke dem jeg snakker om her ;-)).

Mit eget ansvar

Er jeg i forvejen træt af min mave, og kæmper jeg med at komme ud at løbe, så får jeg det dårligere af at se lækre, tynde og veltrænet kvinder. Men det er altså ikke de lækre, tynde og veltrænede kvinders skyld, at jeg FOR længe har spist chokolade i stedet for gulerødder. Eller at jeg har siddet min popo flad i stedet for at snøre løbeskoene. Det er MIT og kun mit ansvar, hvis jeg får det dårligere med mig selv af deres billeder.

Så kan jeg vælge HVAD jeg vil gøre ved det… Vil jeg blive siddende og blive sur på de lækre, tynde og veltrænede damer? Eller vil jeg tage ansvar for den følelse, jeg sidder tilbage med i maven? Måske sidder jeg i bund og grund med en følelse af at ikke være god nok. Og BIG SURPRICE, men den følelse har været der længere end SoMe, så den har nok ikke så meget med Instagram, Facebook mm. at gøre ;-). Måske sidder den lille pige inde i mig og bliver ked af det, fordi hun gerne ville, at det var hende, der fik samme opmærksomhed som de lækre, tynde og veltrænede kvinder. Men oftest sker der jo det, at jeg slet ikke er bevidst om hvad det er, der sker inde i mig,. Så får jeg det bare dårlig(ere) med mig selv. MEN det er stadig mit eget ansvar at gøre noget ved det.

Ryd op og ryd ud på SoMe

Derfor har jeg den senest tid ryddet op og ud i mit newsfeed på især Instagram, men også lidt på Facebook.

For det er jo faktisk sådan, at vi kan vælge hvem vi vil følge og ikke følge. Vi kan også blokere for noget, hvis det støder os eller er helt irrelevant for os. Jeg får for eksempel aldrig reklamer for bryst-formindskende operationer ;-). Når jeg trænger til et smil på læben og lidt #bodypositive tanker,  så går jeg ind på nogle bestemte profiler (som fx Katrine Gisiger, HelseMatilde, Avolon Khan, Hella Joof, Body Positive Memes og Celeste Barber). Jo mere jeg liker deres billeder, jo mere dukker de op i mit feed. Det er da smart;-)

 

Balancens svære kunst

Men, og der er vel altid et men 😉 så fungerer jeg altså bedst med lidt af det hele. Det betyder, at jeg også følger en masse andre skønne mennesker. Mennesker der både er tyndere, mere veltrænet, har renere hjem og flottere negle end mig. Det har de, fordi de rigtig meget går faktisk op i den slags. De lægger billeder og opdateringer ud af deres træning, vægttab, sunde måltider, velfungerende parforhold, rene børn og smukke hjem. Ofte under jeg dem det hele og mere til, og det giver mig en masse dejlig inspiration.

Andre gange giver det et lille sug i maven og dårlig samvittighed over at mine børn (igen-igen) ikke har været i  bad i flere dage, og jeg igen spiste chokolade i stedet frokost (ja det sker… eller dvs. jeg starter med at spise chokoladen, for så lidt senere OGSÅ spise frokosten). Nogle gange motiverer det mig til at hoppe i løbeskoene og drikke grønne juicer, andre gange ikke. Uanset hvad, så er det okay, så længe at jeg (og måske dig;-)) husker, at vi ikke skal lade SoMe bærer mere brænde til det bål, der hedder “lavt selvværd”/”ikke god nok”/”dårlig mor” – eller hvad vi nu kæmper med i øjeblikket.

 

Dit ansvar

Det er mit ansvar, hvad jeg tillader at billeder, opdateringer, tjek-ins på SoMe gør ved mig. På samme måde er det DIT ansvar, hvad du tillader. Du bestemmer hvad der giver mening for dig, og hvad der skal rydde ud. Husk at SoMe bare er for sjov, om end det også er muligt at få en masse viden og inspiration ud af det. Det er dit valg, hvad du tager med dig efter en tur i SoMe-land;-)

 

Hav den skønneste dag <3

Kram fra Mette